Afrika
 

Er Sudan på vej mod at blive et nyt Irak?

Af Carsten Kofoed
11. august 2004

Mørke skyer har trukket sig sammen over Sudan og dets 38 millioner indbyggere. Som følge af den væbnede konflikt i landets vestlige provins Darfur vedtog FN’s Sikkerhedsråd den 30. juli efter stort amerikansk pres resolution 1556, der pålægger Sudans regering inden for 30 dage at løse krisen i Darfur, hvor oprørsgrupper bekæmper regeringen i Khartoum. Gør Sudan ikke det, kan sanktioner komme på tale, og bag det hele høres ”humanitær indgriben”. Den Arabiske Liga har derimod afvist FN-resolutionen og bedt Vesten om at blande sig udenom. I folketinget er der allerede et flertal for danske tropper til Sudan, hvis bare FN godkender det.

Både Annan og Powell har været i Sudan og betegnet situationen i Darfur som ”etnisk udrensning” med mere end 50.000 dræbte og over en million mennesker på flugt. Sudan afviser snakken om etnisk udrensning og tallene som vildt overdrevne og siger, at den 17 måneder lange konflikt har kostet omtrent 5000 mennesker livet.

Darfur-konfliktens indhold og baggrund

Den materielle basis for Darfur-konflikten består i den store økonomiske og sociale tilbageståenhed, som Darfur-provinsen lider under, hvilket den sudanesiske regering også anerkender. Og det er præcis denne elendighed, som USA af blandt andet økonomiske interesser – Darfurs olie og uran – er i færd med at udnytte gennem de to oprørsbevægelser i Darfur, Sudan Liberation Movement/Army (SLM/A) og Justice and Equality Movement (JEM), der i den aktuelle situation direkte har opfordret til udenlandsk intervention.

USA’s involvering i Sudan er ikke af ny dato. Under den såkaldt kolde krig hjalp Sudan for eksempel USA med at træne hellige krigere til Afghanistan, som var under sovjetisk besættelse. Og siden midten af 1990’erne har amerikanerne støttet eksempelvis John Garangs Sudan People's Liberation Army (SPLA) i syd i krigen mod den sudanesiske regering.

Men hverken borgerkrigen, de sanktioner, som Clintons USA pålagde Sudan i 1997 efter beskyldninger om sudanesisk støtte til international terrorisme, eller aggressionen i 1998 har kunnet vælte general Omar Al-Bashirs erklæret islamiske styre, der kom til magten ved et militærkup i 1989 og trods amerikansk pres støttede Irak i Den Første Golfkrig.

Så USA ændrede taktik i forhold til Sudan i løbet af 2000. Til stokken kom guleroden. Beskeden fra Washington til Khartoum var: Hvis I er flinke mod os, er vi også flinke mod jer.

Det var toner, som Sudans regering kunne lide at høre, og fredsforhandlinger mellem nord og syd kom under direkte amerikansk kontrol via den såkaldte Sudan Peace Act fra 2001. Men i dette klima af åbne amerikanske krav og Khartoums given efter for disse så ledere for ikke-arabiske stammer i Darfur i februar 2003 deres snit til at udnytte en svækket regering og indlede et oprør i provinsen for at få en større del af Sudans samlede økonomiske kage.

De fik støtte fra USA, der ikke var tilfreds med, at Sudans indrømmelser til USA på visse punkter ikke førte til total underkastelse, og begyndte militære raids rundt om i provinsen. I begyndelsen af juli blev lederen af de arabiske stammer i Darfur, en lokal dommer og en bankdirektør bortført. Regeringen reagerede ved at foretage luftangreb og støtte den famøse Janjawid-milits, der består af unge, fattige arabere. Og siden er det eskaleret.

Det er dog helt sikkert, at uden USA’s kraftige indblanding havde konflikten i Darfur aldrig fået det omfang, som den nu har fået. Men hvorfor er USA så interesseret i Sudan?

Olie igen

Man behøver blot gå seks år tilbage, til Congo i 1998, hvor USA massivt støttede Rwandas angreb på Kabilas Congo for at opnå kontrol med dette kæmpe lands ressourcer – en krig, der kostede over 3,5 millioner congolesere livet – for at se, at Powells og Annans bekymringer intet har at gøre med befolkningen i Darfur. Det, der bekymrer USA og dets lyseblå internationale redskab, er, hvordan man kan bemægtige sig Sudans olie, der i rigt mål også er blevet fundet i Darfur – foruden uran.

For siden 1999 har Sudan, som har lavet store våbenaftaler med både Rusland og Kina, ikke bare været selvforsynende med olie, men faktisk også eksporteret den. I 2005 forventes olieindtægterne at beløbe sig til 2 milliarder dollars. Men det mest interessante her er, at den klart største importør af sudanesisk olie er det land, som USA har udråbt til sin værste rival i fremtiden, Kina. Som i Afghanistan og Irak, hvor USA’s egentlige formål med aggressionerne var at afskære sine imperialistiske konkurrenter fra direkte adgang til olie, er det samme også tilfældet i Sudan.

Det af den britiske kolonimagt mishandlede Sudan har med sit olieboom fået mulighed for en bedre fremtid ved at frigøre sig fra imperialisternes økonomiske kvælertag gennem for eksempel IMF. Det vil imperialisterne forhindre, for de er ikke interesseret i, at Sudan med et areal på cirka 60 gange Danmarks størrelse og med en befolkning, der langt overvejende er særdeles negativt indstillet til USA og Vestens imperiale drømme, vokser op i området som en regional stormagt a la Irak i 1970’erne. Darfur kan være optakten til en amerikansk ledet oliekrig mod Sudan, forklædt som ”humanitær intervention” og fremprovokeret af USA selv.

USA’s indblanding og trusler om sanktioner og krig mod Sudan må fordømmes på det skarpeste. Kun sudaneserne selv kan finde holdbare løsninger på problemerne i deres eget land. Imperialister, fingrene væk fra Sudan!

Carsten Kofoed er talsmand for Komiteen for et Frit Irak

- End -