Analyse
 

Kina ekspanderer, Europa er i opgang.
Og De Forenede Stater?

Af Fred Kaplan
The New York Times
26. december 2004

Det er et risikabelt foretagende at forudsige det amerikanske imperiums tilbagegang. Spørg blot Yale historikeren Paul Kennedy, der formulerede en sådan forudsigelse i sin bog fra 1987, "The Rise and Fall of Great Powers," blot for næsten øjeblikkeligt at være vidne til en ny amerikansk opgang.

Alligevel er udsigterne ved dette års afslutning ildevarslende. Som økonomisk magt er det ikke længere USA, der afgør reglerne og endnu mindre styringen af spillet. Som militærmagt overgår den totalt resten af verden, men har sværere ved at omsætte væbnet magt til indflydelse.

Den 1. marts bekendtgjorde EU, at det ville hæve importtolden på en lang liste af amerikanske produkter, og at det havde til hensigt at hæve dem hver måned, indtil kongressen trak den støtte til amerikanske eksportører tilbage, som var blevet kendt ulovlig af verdenshandelsorganisationen WTO. Kongresmedlemmer rasede imod denne indblanding, men gav i sidste instans efter. Amerikanere indså. at de i den globale økonomi, som de stort set selv havde skabt og domineret i 60 år, ikke længere kunne gøre, hvad der passede dem..

I sidste måned tog Kinas præsident, Hu Jintao, ud på en 12 dages tur i Latin Amerika og endte med at slutte overenskomster om at investere $30 mia. i regionen. Kina er nu Brasiliens næststørste handelspartner og Chiles største eksportmarked. Indenfor handel, teknologi, investering, uddannelse og kultur har Kina afløst de Forenede Stater over hele Asien og begynder nu at gøre det samme i Amerikas baggård.
Der ikke nødvendigvis noget alarmerende ved et ekspansivt Kina eller et opdukkende Europa, måske bortset fra, at det er sammenfaldende med en tiltagende amerikansk afhængighed af dem begge.

De Forenede Staters regering brugte $650 mia. mere i år, end dets indtægter voksede, og finansierede stort set underskuddet ved at låne fra udenlandske centralbanker, hovedsagelig japanske og kinesiske. Disse har været villige kreditorer, fordi amerikanske forbrugere sender mange af deres penge tilbage ved at købe udenlandsk fremstillede produkter. Det er et stykke hen ad vejen en ganske pæn balancekunst.

Men den ophobede amerikanske gæld til udenlandske investorer er nu svulmet op til $3.3 billioner - 28% af BNP - næsten dobbelt så meget som for fire år siden.
I 1990'erne formanede de Forenede Stater Mexico og Argentina til at bringe deres økonomiske huse i orden. I denne måned gav den kinesiske premiereminister Washington en forelæsning med et bemærkelsesværdigt tilsvarende indhold.

Denne manglende balance er ikke uden videre katastrofal. KIneserne får noget ud af handlen i form af et grydeklart forbrugermarked for deres overophedede produktionskapacitet. Hvis de holdt op med at låne ud til de Forenede Stater, ville det udløse en dyb recession her, men det ville også betyde, at amerikanerne ikke kunne købe så mange af deres varer, hvorefter recessionen ville ramme lige tilbage til Asien.
Det er en variation af den gamle vits: hvis du skylder en bank $1 mia., så ejer banken dig, hvis du skylder banken $1 billion, så er det dig, der ejer banken.

Men hvad hvis en anden billion-dollar kunde gør sin entre i banken? Bankfolkene ville formentlig være villige tage pant i skyldneren i bevidstheden om, at de ville kunne gøre forretninger med den nye magnat.
EU ligner i mange henseender mere og mere denne nye magnat. Dets valuta, euro'en, er steget i værdi med 35% overfor dollaren i de sidste tre år.

Igen er det ikke nødvendigvis skidt. Teoretisk gør en faldende dollar amerikansk eksport billigere, idet den tiltrækker efterspørgsel, som så igen får dollaren til at stige; en stigende euro hæmmer europæisk eksport, hvilket igen sænker euro'ens værdi; ligevægten er genoprettet. I virkelighedens verden udvikler denne proces sig langsomt og usikkert: i oktober f.eks. steg amerikansk eksport, men amerikansk import steg også.

En mere alvorlig konsekvens af dollarens fald er, at euro'en er blevet mere attraktiv for udenlandske investorer, og de reagerer i overensstemmelse dermed. I 2001 holdt mellemøstlige olieproducerende lande 75% af deres valutareserver i dollars; nu er tallet 61%, hvor meget af resten er i euro. Kinesiske og russiske centralbanker udskifter også reserver. Denne tendens vil på et vist punkt kunne udløse en spiral: dollaren falder, forårsager yderligere udsalg, der fører til yderligere fald osv.

Når dollaren faldt tidligere, var de Forenede Stater nettokreditor, og der var ingen alvorlig rivaliserende valuta. Ingen af disse betingelser gør sig gældende nu. Som The Economist for nylig formulerede det: "Aldrig før har vogteren af verdens hoved-reservevaluta været dens største netto-skyldner."

Finansfolk og diplomater begynder at spørge: Hvor meget længere vil dollaren vedblivende være verdens hovedreservevaluta? Man kunne også spørge, hvor meget længere kan de Forenede Stater, som Madeleine Albright formulerede det, fortsat være verdenspolitikkens "uundværlige land"?

I år bruger de Forenede Stater næsten lige så meget på sit militær som alle andre lande tilsammen. Ingen anden nation er i besiddelse af, eller aspirerer til noget, der bare minder om de Amerikanske væbnede styrkers rækkevidde.

Og dog: Hvis De Forende Stater en dag finder ud af, at det ikke længere kan regne med, at udlændinge vil finansiere dets underskud, så vil det måske også finde ud af, at det ikke længere har råd til et verdensomspændende militær. Krigen i Irak har allerede strakt Amerikas styrker til bristepunktet. I 1970´erne og 1980´erne, da Pentagon-strateger talte om en to-fronts krig, forestillede de sig at være nødt til på en gang at kæmpe i f.eks. Tyskland og Korea. I dag hedder det Mosul og Falluja.

Omkring 40% af de amerikanske tropper, der er i Irak, stammer fra nationalgarden og reserverne, dvs. "weekend krigere", der aldrig havde forestillet sig at skulle gøre krigstjeneste i lange udstationeringer. Følgelig er rekrutteringen til nationalgarden faldet med 30%. Hvis der ikke er nogen stor nationalgarde og reserve, er der ingen stor hær. Kort sagt - ikke alene har Irak-krigen været hårdere, end nogen har forestillet sig, den har også gjort det at gå i krig andetsteds til en mindre praktisk udvej - og en mindre troværdig trussel.

De økonomiske tendenser er bekymrende, fordi de ikke kun udspringer af markedskræfterne, men også af politik. Som T.R. Reid bemærker i sin nye bog "The United States of Europe," var euro'en "specielt møntet på at udfordre dollarens globale overherredømme."
På lignende vis er Kinas rivalisering med De Forenede Stater i Asien og Latin Amerika ikke en bivirkning ved økonomien; det er en eksplicit ambition.

Disse udfordringer vil være årtier om at komme til udfoldelse, og de lykkes måske ikke. Kina vil måske bremse sit produktions-opsving og dets ekcesser, europæere måske vende tilbage til ældgamle kontinentale spændinger. De forenede Stater kan komme ind i et nyt opsving i kraft af politiske forandringer.

Under alle omstændigheder bliver magt ikke så meget flyttet, som den bliver spredt. Det kan, hvis tendenserne fortsætter, vise sig, at intet land eller blok af lande besidder den kombination af økonomisk og militær magt, der er nødvendig til at belønne den gode, afskrække eller straffe den onde og gennemtvinge internationale regler, orden og sikkerhed.

En multipolær verden kan vise sig at være et kaotisk sted. Faren er ikke så meget, at De Forenede Stater kan komme til at miste magt, men at klodens nye rivaler vil være ude af stand til at styre en magtbalance. Kassandra (*) prædiker ved årsskiftet traditionelt dommedag, jammer, elendighed og anarki. I år forekommer de ikke så latterlige.

* Græsk mytologisk kvindeskikkelse med profetiske evner. (O.A.)

Fred Kaplan er kommentator for Slate vedr. national sikkerhedspolitik.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -