Fredsbevægelse
 

Fallujas folk
vil ikke dø forgæves

Af Rina Dhahir

Tale holdt af Rina Dhahir, Komiteen for et Frit i Irak, ved protestdemonstrationen i Odense mod massakren på Falluja, arrangeret af Nej til krig, 12. november 2004

Rina Dhahir ved protesten mod massakren på Falluja
Odense 12.11.2004

Klokken er nu 18.30 i Irak. Når Danmarks børn om ca. en times tid sætter sig ned for at se 'Fjernsyn for dig', vil børn i Falluja krybe sammen i deres senge - fulde af angst, forfærdelse og gru. For i deres hjerter, og lige uden for deres vinduer og i luften over dem foregår et sandt mareridt. Et mareridt som er barn af bl.a. vores regerings kynisme og foragt for menneskeliv.

Falluja er en by på størrelse med Odense. Man siger at ca. halvdelen af byens indbyggere er flygtet fra byen. Hvorvidt det er rigtigt eller ej skal jeg ikke kunne sige. Men selv hvis halvdelen af indbyggerne er flygtet så er der stadig 150.000 mennesker tilbage i byen. 150.000 mennesker. Disse mennesker må logisk nok være de svageste indbyggere. De gamle, de syge, børnene, de fattige, dem der ikke har noget andet sted at tage hen. Og så selvfølgelig dem der nægter at lade sig kue af fremmede kriminelle.

Vi har altså en situation hvor tusinder og atter tusinder af mennesker bliver holdt som gidsler af amerikanerne og deres lakajer. Tusindvis af mennesker er fanget i Fallujas bomberegn. Røde Kors har netop advaret om at de civiles situation er katastrofal. De mangler alt. Vand, mad, el, medicin, lægehjælp. Og oven i det befinder de sig i et inferno af bomber, tanks og kugler.

De klip som vores såkaldte medier sender fra kamphandlingerne I Falluja er optaget på afstand. Her kan vi se hvordan nattehimlen over Falluja oplyses af eksplosioner, vi hører og ser bragene og skudsalverne der krydser hinanden. Men hvad vi ikke ser og ikke hører er de rædsler, de mareridt, der udspiller sig der hvor bomberne falder. Den terror, den smerte og de ufattelige lidelser der finder sted når sagesløse mænd, kvinder og børn knuses under de sammenstyrtede mure der hvor bomberne falder. Det er det demokrati som despoten George Bush og hans leflende slyngel, Anders Fogh Rasmussen, har med i bagagen til irakerne.

Det vi ser i Falluja og i de andre irakiske byer er et amerikansk rovmord som ingen grænser kender. Intet er helligt eller fredet i imperialismens voldsfærd. Ikke engang hospitaler er fredet. Mandag, da aggressionen for alvor tog fart i Falluja, jævnede amerikanske bombefly et helt hospital med jorden. Ja, det er rigtigt. Et hospital med sårede, døende, læger, personale osv. Det hele blev bombet sønder og sammen. Ingen overlevede. Og så spørger jeg: Hvem er terroristerne? Er det de mennesker der forsvarer deres by og deres land mod en kynisk, kolonialistisk, kapitalistisk og inhuman dominans? Eller er det den håndfuld slipseklædte svinehunde, der ikke blot kaster bomber ned i hovedet på folk mens de sover men også afskærer dem fra medicin og lægehjælp ved at bombe deres hospitaler? Det er afskyeligt det her.

Påskuddet for at sønderbombe en hel by og lemlæste dens indbyggere er det såkaldte valg i januar. Der skal skabes ro, siger man. Så valget kan løbe ad stablen. Men tag mig på ordet: VALGDELTAGELSEN I DET IRAKISKE VALG I JANUAR BLIVER DEN LAVESTE VERDENSHISTORIEN HAR KENDT. Og nej, det er ikke fordi irakerne er dumme mennesker som ikke forstår at sætte pris på deres nyerhvervede demokratiske ret. For det er uden tvivl den vinkel der vil blive lagt på den historie når den tid kommer. Irakerne vil ikke deltage i valget, fordi ingen ægte iraker vil støtte den samling af landsforrædere, CIA-agenter og bødler som er kandidater ved valget. Hvordan kan man overhovedet i sin vildeste fantasi tro på at irakerne vil afgive så meget som en enkelt stemme til de mordere og forbrydere der lige nu myrder løs på vores brødre i Falluja?

Vi ved ikke hvor mange liv voldsfærden i Falluja vil koste. Som den øverstkommanderende i den militære operation mod Irak, Tommy Franks, i starten af krigen sagde om antallet af dræbte civile: "We don't do body counts,". Nej, men det er der heldigvis andre der gør.

Lægetidsskrift 'The Lancet' har netop offentliggjort i en rapport at krigen og den efterfølgende besættelse af Irak har kostet mindst 100.000 civile irakere livet. 100.000 mennesker, og det er kun et konservativt skøn. Det reelle tal kan være dobbelt så højt. Jeg blev egentlig ikke så overrasket da jeg læste rapporten. Jeg mener, det er jo hvad man må forvente når verdens supermagt i løbet af det sidste halvandet år har smidt så mange bomber ned i hovedet på irakerne. Men hvad der for alvor chokerede mig, er den stilhed og den ligegyldighed som fulgte i rapportens kølvand.

Hvor er ramaskriget? Hvor er eftertænksomheden hos politikerne og medierne? For fanden, hvor savner jeg en reaktion oven på alt det her. Kan vi leve med at vores politikere har tvunget os ud i en krig som har betydet at så mange liv - helt uden mening - er gået til spilde? Kan vi leve med det? Jeg har kun ét ord for den danske regerings deltagelse i Irak: Folkemord. Og vi véd alle hvordan det går statsmænd der tilskynder folkemord. De ender i krigsforbryderdomstolen. Hvis ikke i dag, så i morgen. Hvis ikke i morgen, så næste år. Hvis ikke næste år, så når du bliver pensioneret, hr. statsminister. Du vil møde din skæbne før eller siden. Og hvis ikke i dette liv, så i det næste.

Tro ikke at USA og deres sympatisører på Christiansborg vil få noget godt ud af at blive i Irak. For hver dag der går, bliver det mere og mere sandsynligt at også dansk blod vil gå til spilde for imperialismens interesser. Derfor må vi blive ved med at sige til regeringen: Træk de danske tropper ud af Irak. Vores troppers tilstedeværelse i Irak er ikke til gavn for irakerne. Irakernes modstand er en frihedskamp, og vi vil sejre - om det så tager os 100 år.

Til sidst vil jeg gerne sende en tanke til både de civile og modstandsfolkene i Falluja. Jeg vil sige til dem, at ingen af dem vil dø forgæves. Falluja og dets indbyggere vil altid stå som et symbol på folket der gjorde helvede hedt for imperialismen. I vil aldrig blive glemt.

- End -