International fredsbevægelse
 

Tredjeverdens modstand og vestlig intellektuel solidaritet

Af James Petras

Falluja, Baghdad, Ramad, Nasiriya - et helt folk har rejst sig for at konfrontere den koloniale besættelseshær, dens lejesoldater, klienter og kollaboratører.

Først blev de i masseopbud af fredelige protester massakrerede af amerikanske, britiske, spanske og polske tropper. de bare hænder imod tanks og maskingeværer. Den væbnede modstand - i begyndelsen en minoritet nu indiskutabelt den mest folkelige styrke bakket op af millioner.

De koloniale hære, nervøse blot ved synet af en iraker, de skyder vildt ind i folkemængder og trækker sig tilbage, de omringer hele byer, de fyrer missiler ind i tætpakkede arbejderkvarterer, helikoptere fyrer maskingeværild ind i boliger, fabrikker, moskeer. I kolonisoldaternes øjne er fjenden overalt. For engangs skyld har de ret.

Modstanden avler modstand, hver eneste boligblok, hvert eneste hus, hver eneste butik genlyder af geværild, modstanden er overalt. Ethvert hus kan blive ramt, modstanden kæmper videre. Folk hjælper deres sårede kæmper, vasker deres sår. De skaffer vand til de tørstige for at lindre deres brændende svælg og køle deres hænder - de automatiske våben er brændende varme.

Og hvor er de vestlige lejesoldater? De for $1.000 dollars om dagen hyrede bevæbnede lejesoldater med deres skudsikre veste, solbriller, --- deres pralende og uforskammede adfærd er forsvundet. Også de har set de forkullede lig af deres forhenværende dødspartnere.

Hundreder af irakere er blevet dræbt, tusinder er blevet såret, mange flere vil dø, men efter hver begravelse har titusinder flere, de fredelige, apolitiske "vent og se"-folk grebet til våben.

´Det er en borgerkrig´, bræger den borgerlige presse. Men det er ønsketænkning. Shia og Sunni er sammen i dette, brødre og søstre (ja, også kvindlige gadekæmpere) bevæbnede, der hver for sig dækker deres kammeraters rygge, mens de konfronterer kampvognene.

Og modstanden vinder frem. Ikke kun "proportionerne" - fem eller ti eller tyve irakere for hver kolonisoldat. Den irakiske modstand har vundet frem politisk: Ingen udpeget myndighedsperson har nogen fremtid: De eksisterer så længe som det amerikanske militær er til stede, men de vil flygte fra deres bunkerstage. når USA trækker sig tilbage.

Militært rammes USA og lejesoldaterne af krigsskader i tusindvis - dusinvis af døde og sårede hver dag. I Washington går arkitekterne bag destruktionen af Irak i panik. "Send flere tropper!" siger Rumsfeld, Wolfowitz og den aspirerende præsidentkandidat Kerry.

Fra sin Texas-ranch proklamerer Bush,at modstandslederen Moqtada Sadr er en "morder". På lang afstand af ilden, lemlæstelserne, massakrerne, viser hans TV ikke barnet med det lemlæstede ansigt. Bush er atter langt fra drabsmarkerne - Vietnam og nu Irak. Nu kan han gøre krav på udsættelse af værnepligt - han er nominelt en præsident, der ensidigt erklærede krigen krigen afsluttet i maj 2003.

Nu, i april 2004, er der mere end 600 døde amerikanske soldater i takt med at den irakiske modstand rejste sig for at møde Bush´s udfordring "Bring them on" og tog gaderne fra den koloniale hær, så kom de an og erobrede byerne og med uforligneligt mod og beslutsomhed har de holdt skansen.

"Araberne" gør modstand, mens det overopfodrede kålhovede Sharon er tavs. Hans tidligere snaksalige agenter, Wolfowitz, Feith, Abrams og deres underordnede er ejendommeligt tavse. Er de bekymrede for, om der kunne være optræk til et omfattende backlash imod de, der sammenkogt efterretningerne for at få USA ind i en krig, i hvilken tusinder af soldater vil miste livet og blive lemlæstet - for at "beskytte" Israels uimodsagte krav på dominans i Mellemøsten?

I det tidlige forår i 2004, i april helt præcist, brød drømmene om et nyt kolonialt imperium sammen om hovederne på de planlæggerne af Den Nye Verdensorden som et indiskutabelt ensidigt imperium. Enden på Sharon-Wolfowitz-Blair-Cheney´s projekt for "Greater Mid-East Co-Prosperity Sphere". Den irakiske modstand har gjort Rumsfeld-Wolfowitz drømmen om en række krige imod Syrien, Iran, Cuba, og Nord Korea til et mareridt af blodige gadekampe i hver eneste boligblok i Falluja og Sadre by, Baghdad.

Deres heltemod, modet, inspirationen, massemodstanden er så meget mere bemærkelsesværdig eftersom den irakiske befolkning trækker på sine resourcer, deres egen solidaritet, deres egen historie, deres tro på, at de vil blive frie eller gøre det af med hver eneste kolonisoldier, mens de kæmper til døde.

Sætningen "Patria o Muerte" (Fædrelandet eller Døden) får en særlig og meget specifik betydning i Irak. Det er ikke en leders slogan for en fortrop, der skal stimulere og inspirere folket - det er et folks levende praksis. Patria eller Muerte kommer ud af munden på teenage gadekæmpere såvel som gadehandlere og enker med sorte tørklæder.

"De irakiske aprildage" er en lære for hele den tredje verden og andre aspirerende imperiale kolonialister. Massebevæbnet modstand kan ikke bekæmpes politisk eller militært. Den irakiske modstands heroisme står i stærk kontrast til de fejgt selvindsatte arabiske ledere:

De jordanske og saudiske monarker, den snakkesaligt korrupte "præsident på livstid" Mubarak, de iranske Ayatollah kollaboratører. Ikke en af dem har løftet en finger for at hjælpe den irakiske befrielseskamp. De frygter at eksemplet med den vellykkede irakiske modstand vil fyre op under deres fyldige bagdele.

Og de vestlige intellektuelle? Siden modstanden begyndte for et år siden har ikke en eneste amerikansk intellektuel ud af de dusinvis af progressive, kritiske tænkere ("Ikke i mit navn") vovet at erklære deres solidaritet med den anti-koloniale kamp. De har "problemer", hører jeg, "med at støtte arabiske fundamentatlister, terrorister, anti-semiter mv."

Genklang af de franske intellektuelle, som også opponerede imod den folkelige væbnede modstandsbevægelser imod nazisterne, fordi "Kommunisterne har taget over." eller senere fordi "colons" i Algeriet også havde en "ret til at være i Algeriet" (Albert Camus). I sin bog "Listen Yankee", udfordrede C.Wright Mills ´progressive´ som stejlede over at skulle støtte den kubanske revolution i de tidlige 1960´ere. "Dette er en virkelig "blood and guts" folkelig revolution", sagde han. "Du kan gøre en forskel, du kan blive en del af løsningen eller en del af problemet."

De vestlige intellektuelle er et problem. Det er ikke dem, der udskriver tropperne, og end mindre er det dem (eller deres børn eller ørnebørn) , der trykker på aftrækkeren og myrder irakiske skolebørn. De sidder på deres hænder. "Men", protesterer de, "vi er modstandere af krigen" mens de står på hovedet for at anbefale deres kandidat Kerry, som støtter krigen og endog opfordrer til 40.000 flere tropper til at fyre missilier ind i tætpakkede boligkvarterer, under U.N auspicier, for at det ikke skal være løgn.

Så hvor er de vestlige intellektuelle i disse dage, hvor den irakiske befolkning har rejst sig med våben i hånd for at gøre modstand imod den amerikanske militære damptromle? Der er to sider: En hel nation, der bekæmper en kolonial besættelseshær, og amerikansk imperialisme. Seriøs og konsekvente politiske intellektuelle må træffe et valg.

At nægte at tage stilling er ensbetydende med meddelagtighed.
Intellektuel selvbehagelighed er en luksus for intellektuelle i imperiet, som ikke eksisterer i Irak. Over 1000 irakiske intellektuelle og professorer er blevet myrdet under besættelsen. Problemerne er ikke uigennemtrængelige eller komplekse. Den ene side kræver valg, en fri presse og selv-bestemmelse, mens den anden, de koloniale myndigheder, lukker aviser, udnævner marionetherskere og myrder deres opponenter.

De amerikanske venstre intellektuelles lammelse, deres manglende evne til at udtrykke solidaritet med den irakiske modstand er en sygdom, som berører alle "venstre" intellektuelle i de koloniale lande. De er bange for problemet (en koloniale krig) og bange for løsningen (national befrielse).

I sidste ende er de bekvemmeligheder og friheder, som de nyder godt af, det universitets bifald og den smiger, de modtager i det koloniale moderland, vejer tungere end de mentale omkostninger ved en direkte erklæring om støtte til den revolutionære befrielsesbevægelse.

De tager deres tilflugt til resort til hykleriske "moralske ækvivalenter" (tilsvarende situationer O.A.), imod krigen og imod "fundamentalisterne", "terroristerne", de ´hvemsomhelst´, som er engagerede i deres egen selv-emancipation, og som ikke har lagt tilstrækkelig mærke til de selvudnævnte vogtere af vestlige demokratiske værdier. Det er ikke vanskeligt at forstå fraværet af solidaritet med befrielsesbevægelserne blandt de progressive intellektuelle i de imperiale lande. også de er blevet koloniserede, mentalt og materielt.

Tusinder af jævne mennesker i Irak giver disse lærde intellektuelle en praktisk lektie i solidaritet: d.4. april 2004 midt blandt fjendtlige tanks og kamphelikoptere, marcherede tusinder fra Baghdad til Fallujah bærende mad og medicin til den udkæmpede og omringede befolkning i denne by, som for altid vil blive husket som emancipationens vugge.

Vil vore intellektuelle bemærke det? Kan de i det mindste lade en erklæring "I vores Navn" cirkulere i solidaritet med den irakiske modstand?

I mellemtiden griber den massefolkelige modstand i Irak imod de velnærede, verbevæbnede hære af besættelsen om sig i hand to hand warfare. De spørger ikke om deres naboer, venner eller kammerater er Sunni, verdslige, Shia, Baathister eller kommunister, de forholder sig ikke passivt når en Moske, en skole eller et boligproject bombarderes eller udsættes for maskingeværild. De har bestemt sig for at engagere sig i kampen, slutte sig en national bevægelse for at fordrive invasionsstyrkerne, oljetyvene, morderne nær og fjern.

Det er en skam, mere for dem selv end for noget materielt bidrag de kunne yde til den historiske kamp, at de amerikanske progressive intellektuelle har valgt at afholde sig fra og nok en gang demonstrere irrelevansen af de vestlige intellektuelle for den tredje verdens befrielse.

7. april 2004

Oversættelse. Hans Pendrup

- End -