International fredsbevægelse
 

Lad os forenes mod den amerikanske fascisme

Af Kamal Majid
Al-Quds, 21. december 2004

Kamal Majid er irakisk kurder, forfatter og professor emeritus ved University of Wales, Cardiff.

Det er ikke tilfældigt, men fordi USA’s politik har behov for det, at præsident Bush for anden gang har valgt medlemmerne af sin regering blandt de neokonservative. Sandheden, som kom frem som følge af den amerikanske hærs handlinger i Irak, er, at den amerikanske kapitalisme er nødt til at indlede sin fascistiske fase. Og dette af årsager uden for dens kontrol.

På det internationale plan slog kapitalismens ekspansionspolitik fejl; den blev konfronteret med viljen fra de undertrykte folk, som har været udsat for økonomisk udbytning og militær og politisk undertrykkelse. Men ikke nok med det. Også en del af amerikanernes allierede som Osama Bin Laden og Saddam Hussein meldte sig ud af deres alliance med USA. Amerikanerne begyndte allerede i slutningen af 1998, det vil sige før begivenhederne i New York i september 2001, at bombe Irak, al-Qaidas skjulesteder i Afghanistan og også medicinfabrikken i Sudan.

På den anden side blev USA’s rivaler, EU og Kina, nødt til at gøre modstand mod den amerikanske ekspansion på bekostning af deres økonomiske og strategiske interesser, især da amerikanerne besatte oliefelterne i Golfen for at kunne afskære disse rivaler fra olien, hvis det blev nødvendigt. Således skabte de magtfuldes opførsel den modsatte virkning, og der opstod en forvirrende polarisering i slutningen af årtusindet. Så tiltog den økonomiske krise i USA som følge af akkumulationen af gæld og stigningen i oliepriserne, da de amerikanske selskaber nægtede at sætte priserne ned for at undgå indskrænkning af deres profitter.

Derefter faldt dollarens værdi i forhold til euroen fra 0,85 dollars for en euro i begyndelsen af det nye årtusinde ned til 1,35 nu, hvor disse linjer skrives. Dette skete først og fremmest for at accelerere faldet i prisen på importeret olie. Af disse årsager, og efter at store selskaber som Enron og WorldCom gik konkurs i 2001, blev de amerikanske arbejdsgivere nødt til at donere gavmildt til Bush og Dick Cheneys valgkampagne. Sidstnævnte er storaktionær i det multinationale selskab Halliburton og nogle andre olieselskaber.

Den amerikanske regering udnyttede begivenhederne i september 2001 til at erklære 3. verdenskrig imod fundamentalistisk terrorisme og gav udtryk for, at det var et nyt korstog. Den amerikanske nationalisme afslørede sin chauvinisme ved at fokusere på forsvaret af USA, som blev angrebet af den fundamentalistiske islam. Denne krig blev især i Irak kendetegnet ved, at USA udelukkede selv sine allierede i NATO. Dette forhindrede også FN’s indblanding i beslutningerne i Sikkerhedsrådet omkring det overlagte angreb.

USA sammenlignelig med Nazi-Tyskland

Det er den amerikanske fascisme i praksis. Den opfører sig på samme måde, som Nazi-Tyskland opførte sig, da det invaderede Tjekkoslovakiet og Polen. Det misligholdt også sine aftaler med Storbritannien og Frankrig. USA’s fremfærd minder også om det fascistiske Italiens opførsel, da det erobrede Somalia og Etiopien. USA begår samme racistiske forbrydelser mod menneskeheden i Afghanistan og Irak, hvor det benytter sig af had mod islam på samme måde, som nazisterne benyttede sig af had mod jøderne. I dette stoler USA på evangelisterne, hvoraf fire millioner for første gang stemte for Bush ved sidste valg. Lad os her nævne nogle fakta om krigen i Irak, som bekræfter, at den amerikanske fascisme på ingen måde er forskellig fra Hitlers.

For det første anvendte USA løgn i sit angreb på Irak, da det anklagede den irakiske regering for at have produceret og oplagret kemiske og biologiske våben, og da USA insisterede på, at der var en tæt forbindelse mellem Irak og al-Qaida. Bagefter anvendte USA den hitleriske fremgangsmåde, en blitzkrig, mod Irak uden at tage hensyn til, at flertallet i FN’s Sikkerhedsråd, især USA’s rivaler, Tyskland, Frankrig, Rusland og Kina, var imod krigen.

Under krigen brugte den amerikanske hær de mest forfærdelige våben, særligt klyngebomber beriget med uran, påstanden om, at USA ville sprede demokratiet hurtigt. Paul Brown, korrespondent for den britiske avis The Guardian, skrev den 25. april 2003:

”Med henvisning til alle foreliggende kilder er specialister nået frem til, at de (amerikanerne, o.a.) allerede har anvendt 1000-3000 tons beriget uran i løbet af de første tre uger af krigen.”

Den amerikanske regering har begået denne forbrydelse mod Irak i en krig, som blev erklæret på baggrund af påstanden om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, og på et tidspunkt, da der endnu ikke var modstand mod besættelsen. Det vil sige, at udryddelsen af irakerne med uran var planlagt før krigen. Det var derfor ikke underligt, at en korrespondent for den amerikanske avis The Christian Science Monitor i 2003 skrev fra Bagdad, at
”radioaktiviteten i Bagdad er 1000-1900 gange højere end det normale.” Læg mærke til ordet ”gange”.

Korrespondenten skrev endvidere:

”I denne krig anvendte Pentagon radioaktive våben i de tætbefolkede byer i stedet for på slagmarkene i ørkenen, som det var tilfældet i 1990.” (for flere detaljer, se de mange rapporter fra Campaign for Nuclear Disarmament, Kampagnen for Nuklear Nedrustning).

For at cementere sin position i Irak fokuserer USA, ligesom Hitler gjorde, på etnisk og religiøs splittelse. Det rekrutterer tilhængere af de to kurdiske partier (KDP og PUK, o.a.), Al-Dawa (Partiet Islamisk Kald, o.a.) og Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI, o.a.) i bekæmpelsen af den voksende modstand. Så påtvang USA irakerne bykrigen ved at angribe den fredelige civilbefolkning. Briterne valgte at anvende maskingeværerne som sværd i Amara, hvilket minder om krigen i Korea. I den forbindelse vidnede den pensionerede amerikanske sergent Jimmy Massey – efter at have afsluttet sin tjeneste i Irak – over for det canadiske flygtningenævn til forsvar for den deserterede amerikanske soldat Jeremy Hinzman, der har søgt asyl i Canada:

”Vi skød på folk, lige så snart de kom ud af deres biler for at blive kropsvisiteret, og før de løftede deres hænder for at overgive sig selv. Jeg ved ikke, om irakerne forestiller sig, at vi skyder på dem for at fejre deres nye demokrati, men jeg ved, at vi dræbte uskyldige civile. De amerikanske soldater blev fortalt, at alle irakere muligvis var terrorister. Jeg registrerede, at mine kollegaer åbnede ild vilkårligt. I løbet af en time dræbte vores enhed 30 civile i Al-Rashid syd for Bagdad. Jeg vidste ikke, hvem der var fjenden. Hvis en soldat ikke har en fjende eller ikke kender sin fjende, hvorfor tager han så af sted?”

Sergenten sagde også til den officielle canadiske domstol:

”Jeg så, at de amerikanske soldater dræbte civile irakere rutinemæssigt, herunder også kvinder og børn. Jeg så også sårede modstandsfolk blive dræbt.” (jf. korrespondenten for den britiske avis The Independent i Washington den 9. december 2004, s. 29. Husk, at det efter Geneve-konventionen er en krigsforbrydelse at slå sårede ihjel).

Alligevel påstår USA gang på gang, at det er den irakiske modstandsbevægelse, der dræber uskyldige i politiet og militæret, altså dem, som besættelsen har rekrutteret for at slå ihjel og dø selv i stedet for amerikanerne. I sin rapport om drabene på 100.000 civile irakere siden begyndelsen af besættelsen bekræfter den amerikanske medicinske komité i lægetidsskriftet The Lancet den 29. oktober 2004, at 84 procent af disse ofre er blevet dræbt af amerikanerne, 95 procent af dem som følge af luft- og artilleriangreb, og at flertallet af ofrene er kvinder og børn. Så indrømmede George Bush officielt drabene på de fængslede i Abu Ghraib-fængslet og de seksuelle overgreb mod andre. Er det ikke fascisme i sin værste form?

Irakerne har gjort modstand mod denne barbarisme, og besættelsesmagten har svaret igen med at ødelægge byer, nøjagtigt som Hitler gjorde. Amerikanerne følger en teori, som går ud på, at for at redde en by må man ødelægge den, som de også gjorde med den vietnamesiske by Hue i 1968. Den 4. december 2004 bragte Caroline Hawley, BBC’s korrespondent i Irak, billeder fra det smadrede Falluja, hvor hun sagde, at ”de amerikanske soldater har ødelagt en tredjedel af bygningerne i byen, og der er også et ukendt antal lig under ruinerne; derfor er det umuligt at vide, hvor mange civile der er blevet dræbt.”

Ja, det er fascismen. Lad os forenes for at drive den ud. Amerikanernes brutalitet er overlagt. Hør, hvad oberst Ralph Peters sagde til sine soldater før angrebet på Falluja (New York Post, 4. november 2004):

”Vi har brug for at påvise, at den amerikanske hær ikke kan knækkes eller besejres.”

Hvad så hvis destruktion skal være beviset? Kan man ikke i disse ord høre genlyden fra den nazistiske general Rommels taler i Nordafrika under 2. verdenskrig?

Obersten fortsætter:

”Størstedelen af befolkningen i Falluja er flygtet – altså dem, der er interesseret i at leve i fred. Vi skal nådesløst forfølge terroristerne, dem, der foretrak at blive i byen … det vil sige at slå dem ihjel så brutalt, som det er nødvendigt. Og de, der vil undgå denne skæbne, skal overgive sig ved at række armene op i vejret. Vi nægter at lytte til de internationale kræfter, der forsøger at tilfredsstille fjenden, fordi vi har brug for at se terroristerne i mudderet, døde. Og verden skal se deres lig. Og selv om Falluja ender som Kartago, er det en god og acceptabel pris. Vi skal demonstrere vores beslutsomhed for verden.”

Læg mærke til henvisningen til den historiske by Kartago, som gentagne gange blev udsat for sammenstød mellem europæere og arabere. De vestlige historikere siger, at byen blev ødelagt af araberne i 698, det vil sige, selv før korstogene. Læg også mærke til, at han ikke kun opildner sine soldater, men også advarer hele verden og nægter at lytte til den internationale protest.

Gammelt nag må lægges til side og modstanden støttes

Befolkningerne i verden bør forstå dette og skynde sig at forene kræfterne på trods af forskelle og uenigheder. Denne kolossale fare gør det nødvendigt at se bort fra tidligere uenigheder, selv om de var store.

Vi, det irakiske folk, som ikke kun de sidste to år, men faktisk siden 1991, har været udsat for amerikanernes fascisme, skal lære, hvordan vi kan befri os fra den isolation, som vi oplevede over fire årtier. Vi kan så forstå det store skridt, som modstanden har taget ved at forene sig mod den fascistiske fjende. Den 7. december 2004, det vil sige under kampene i Falluja, skriver Patrick Cockburn, korrespondent for The Independent i Bagdad:

”Officererne i den amerikanske efterretningstjeneste i Mosul forudså alvorlige problemer, hvis kræfter mod besættelsen forenede sig med dem, der havde været imod Saddam Hussein. Denne forening er åbenbart sket.”

Han siger også i sin analyse af modstanden, at ”modstanden arbejder under ledelse af den øverste komité for mujahidinerne, og at den består af seks grupper, herunder gruppen al-Qaida al-Jihad fi Balad al-Rafidin (Den Hellige Krigs Base i De To Floders Land, o.a.), hvis forbindelse til al-Qaida er uklar. Modstandsfolkene er enten tidligere baathister eller muslimske frihedskæmpere.”

Således er der – takket være aggressionen – sket en polarisering i Irak: Med eller mod Bush, nøjagtigt som Bush selv udtrykte det lige fra starten.

Videnskaben bekræfter, at alting, også personer og partier, kan forandre og udvikle sig efter omstændighederne, og at denne forandring og udvikling har et kritisk punkt som revolution eller krig, hvor alt kan vendes om eller tage en ny form, som hjernen måske ikke umiddelbart kan acceptere.

Tanker er en afbildning af virkeligheden, og det tager tid at justere tankerne, når virkeligheden pludselig ændrer sig. Dette er tilfældet for irakerne. Der er nogle, som tidligere har kæmpet mod imperialisterne, men som har forandret sig efter de virkninger, som de blev udsat for. De ændrede sig kvalitativt og endte på besættelsens side.

Det er, hvad der er sket med de politiske partier, som deltog i det såkaldte regeringsråd, og som nu forsøger at påtvinge vort folk USA’s planlagte valg. De ved godt, hvad resultaterne vil blive, og de ved, at besættelsen vil give resultater, som er i deres interesse. Der er også nogle, som samarbejder med besættelsen enten for at bekæmpe og forvanske kommunismen eller for at forberede en aggression mod Iran eller af begge grunde.

Inden man kigger på de nye holdninger, er det nyttigt at se på et kendt eksempel fra Kina, nemlig oprøret mod Kuomintang-regeringen og dens leder Chiang Kai-shek i 1927. Chiang Kai-shek halshuggede kommunistiske partisaner og udstillede deres hoveder på offentlige steder, hvor deres familier kunne genkende dem. Dette fortsatte indtil 1937, da japanerne besatte Kina. Kinas Kommunistiske Parti ændrede pludselig sin politik og tvang regeringen til at indgå i en koalition mod besættelsen, indtil de besejrede den.

Og vi, som har erkendt, at det ikke nytter at være neutral, og har gjort en indsats mod besættelsen, hvad skal vi gøre? Skal vi blive ved med at ønske at hævne os på gårdagens fjende og tvinge den til at alliere sig med besættelsesmagten, en sandsynlighed, der bliver stående selv efter krigen?

Eller skal vi gøre alt, hvad vi kan for at isolere besætterne, noget, som regeringerne i Spanien og Honduras har gjort ved at trække deres tropper ud af Irak som følge af pres fra antikrigsbevægelsen og masserne imod besættelsen?

Selvfølgelig skal vi acceptere beslutningerne taget af partisanerne, modstandsfolkene, de mennesker, som ofrer deres liv for at drive besættelsesmagten ud. Det er dem, der ved og kender virkeligheden og har ret til at bestemme, hvad der er nødvendigt. Vi ved, hvor begrænset mulighederne er for at påvirke modstandskampen eller påtvinge modstandsfolkene noget, der ikke passer med kampens virkelighed. De har besluttet sig at forenes, og vi skal vælge enten at være med Bush eller mod ham. Der er kun disse to holdninger. Der findes ingen idealistisk, harmonisk og fejlfri modstandskamp.

Vi skal lære af amerikanerne, som bliver ved med at presse deres modstandere i NATO for at få dem med i kampen. Vi skal huske, at kampen i Falluja fortsætter. Det er derfor, at amerikanerne den 5. december 2004 forlangte Røde Halvmåne ud af byen. Kampen er voldsom, og modstandskampen fortsætter i Bagdad, Mosul, Dajala og Anbar, i Al-Suwaira, Al-Askandaria, Amara og Samawa. Vi skal støtte modstandskampen med vores ord, indtil den sejrer.


Oversat af Omar Dhahir for Komiteen for et Frit Irak fra http://www.alquds.co.uk/index.asp?fname=2004\12\12-21\qpt1.htm&storytitle=ff Al-Quds, 21. december 2004.
Mellemoverskrifter er indsat af www.fritirak.dk

- End -