Irak
 

"Vi vil sprede ilden”

Interview med Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi , om den spirende politiske modstandsfront i Irak

Komiteen for et Frit Irak offentliggør aktuelt interview med fremtrædende irakisk modstandsleder

Pressemeddelelse fra Komiteen for et Frit Irak12. februar 2004.

Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi,
formand for Iraks Patriotiske Alliance

Komiteen for et Frit Irak offentliggør her et aktuelt og omfattende interview med den fremtrædende irakiske modstandsleder Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi (1), formand for Iraks Patriotiske Alliance (2), der bekæmper den amerikansk ledede besættelse af Irak. Abd Al-Jabbar Al-Kubaysi gik som 15-årig ind i den irakiske afdeling af Baath-partiet, som var blevet dannet i Syrien i 1947. Han er uddannet som civilingeniør fra Det Amerikanske Universitet i Beirut og vendte herfra tilbage til Irak i 1967, hvor han kort tid efter, at højrefløjen i Baath-partiet havde taget magten i 1968, blev fængslet i flere omgange, idet han tilhørte Baath-partiets venstrefløj. Senere, i 1976, flygtede han til Syrien og siden til Europa. I eksil arbejdede han på at samle den irakiske opposition imod Saddam Husseins styre på et antiimperialistisk grundlag, et arbejde, der har været behæftet med store personlige ofre. I 1981 blev hans to brødre således henrettet af Saddam Husseins styre på grund af deres brors politiske arbejde. I 1992 var Al-Kubaysi med til at danne Iraks Patriotiske Alliance og er i dag dens formand.

Yderligere oplysninger fås hos Sammi Jawad: fritirak@fritirak.dk, tlf. 23741410

Komiteen for et Frit Irak
www.fritirak.dk

Generelle betragtninger over modstandskampen

Hvordan udvikler modstanden mod besættelsen sig?

Jeg vil give et eksempel fra dagligdagen, som illustrerer, hvordan mobiliseringen er trængt ind i folket. Ældre kvinder betragtes som værende uinteresseret i politik. Men under mine konstante rejser gennem Irak oplever jeg ofte situationer, hvor ældre kvinder spørger deres sønner og sønnesønner, hvorfor de stadig er hjemme og ikke ude og kæmpe sammen med modstandsbevægelsen. Modstandskampen betragtes ikke som nogle radikales bestræbelser, men som en integreret del af folket. Alle er nødt til at bidrage på den måde, som man er i stand til.

Men er der ikke betydelig forskel på det sunnitiske nord og det shiitiske syd?

Forskellen er langt mindre, end den der vises i de vestlige medier. For eksempel begyndte sunnitter og shiitter at faste på samme dag under sidste ramadan. Det var første gang siden splittelsen mellem de to muslimske grupper. Laget af kollaborerende imamer, sheiker, selvudråbte politikere og det såkaldte civile samfund bestående af vestliggjorte intellektuelle og kunstnere er meget tyndt. Også Al-Hakims bevæbnede Al-Badr-brigader (3) og Talabanis militser (4), som under påskud af at ville straffe baathister terroriserede alle, der sympatiserede med modstanden, tvinges nu til at gå under jorden. De har mistet al støtte på grund af deres samarbejde med besættelsesmagten, mens tilhængere af modstandskampen nu kommer op i dagens lys, ført frem af en voksende bølge af folkelig vrede.

Senest har der i de store byer i syd, Kut, Nasiriya og Amara, været store massedemonstrationer med sammenstød med besættelsestropperne, som resulterede i omkring et dusin døde og et endnu højere antal sårede. Dem, der gik på gaden, var hovedsageligt tidligere offentligt ansatte som for eksempel skolelærere, universitetslærere, tjenestemænd, sekretærer og soldater, der alle er blevet fyret i massevis af besættelsesmagten, anklaget for at være baathister. Og mange af dem har vitterlig været medlemmer af Baath-partiet, nogle af overbevisning, men endnu flere på grund af deres arbejdskarriere. I øvrigt var hovedparten af dem shiitter. For et halvt år siden ville sådanne demonstrationer have været umulige, idet de proamerikanske kræfter, der var ankommet til Irak sammen med den indtrængende fjende, ledede en ren og skær McCarthy-agtig heksejagt, hvor tusinder og atter tusinder blev myrdet.

I dag er det politiske klima ændret radikalt. Medlemmer af Baath-partiet og baathismen accepteres igen som en del af den nationale tradition i Irak. Demonstranterne krævede ikke blot genansættelse og løn, men de forbandt også disse sociale krav med krav om en ende på besættelsen. Også omfanget af væbnede angreb er stigende i det sydlige Irak, og i alle større byer laves der modstandsaktioner. Nogle steder som Baquba, der ligger i Diala-provinsen, hvor shiitter og sunnitter er fuldstændigt sammenblandet, er tilmed helt under modstandsbevægelsens kontrol. Om nogle måneder vil man se, at modstanden i det sydlige Irak har nået det samme niveau som i nord og måske endda overgået det. Husk på, at syden er det fattigste område i Irak, og derfor vejer de nationale lidelser tungest der.

Hvor er modstandens højborge?

Situationen er meget dynamisk. Måske er det sydlige Irak i dag på samme niveau, som byer som Falluja var i sommers. For eksempel udsteder amerikanerne nu udgangsforbud i næsten alle byer. I Falluja er det omvendt. Her har modstandsbevægelsen påtvunget dem udgangsforbud. Amerikanerne var nødt til at forlade byen og bygge deres baser uden for byen på grund af det uudholdelige omfang af angreb på dem. Men der er også andre byer, som modstandsbevægelsen kontrollerer fuldstændigt. Og ligesom zionisterne i Palæstina tyer den amerikansk ledede besættelsesmagt også til kollektiv afstraffelse af den civile befolkning. Særligt alvorlig er situationen i Tikrit, hvor hele landsbyer er blevet ødelagt og indhegnet.

Havde den ydmygende tilfangetagelse af Saddam Hussein den negative effekt på modstandskampen, sådan som USA proklamerede, at den ville have?

Fremvisningen af Saddam Hussein i medierne var helt sikkert en omhyggeligt planlagt propagandasucces for USA. Men på jorden ændrede den ingenting. Tværtimod er modstandsbevægelsens samlede enhed blevet styrket. Mange baathister, som ikke var enige i Saddam Husseins politik, og som var imod ham, er nu aktivt involveret i modstandskampen. De forskellige baathistiske grupper er blevet meget mere fleksible i deres beslutninger. Også islamisterne har styrket deres samarbejde. Og på trods af at det store flertal af irakere ikke var enige i Saddams måde at regere på, så er han alligevel ved at blive et symbol på modstanden. Selv vestlige tv-stationer har vist demonstrationer, hvor drenge, der bar billeder af Saddam, er blevet bagvasket som Saddam-loyalister. Men folket har ikke noget at gøre med Saddam. Det bruger ham blot som et symbol på sin modstand over for besættelsesmagten, ligesom mange sekulære irakiske kvinder bærer sløret som et symbol på deres modstand imod besættelsen.

Den politiske modstandsfront

Hvorfor findes der endnu ikke nogen politisk modstandsfront?

Der er ingen grund til hastværk. Den væbnede modstand er så stærk, mellem 45 til 70 angreb om dagen, at den skaber enorme militære, økonomiske og politiske problemer for USA. På sin vis har modstandskampen allerede forsinket amerikanernes globale forebyggende krig. Og på det politiske plan har USA været fuldstændigt ude af stand til at stabilisere situationen. Amerikanernes såkaldte Regerende Råd (5) isoleres mere og mere. Ikke kun rådets medlemmer, men også de kollaborerende partier som sådan, må beskyttes af besættelsesmagten, hvilket klart viser folket, hvad disse partier i virkeligheden er.

Lad mig give et eksempel fra min egen by, Falluja: Efter tilfangetagelsen af Saddam gik masserne – som i mange andre byer – på gaden og ødelagde kontorerne tilhørende fire af de kollaborerende partier. Som hævn kom amerikanske kampvogne og smadrede Iraks Patriotiske Alliances kontor. Så tiden arbejder for det irakiske folk og imod USA. Hovedkræfterne i modstanden har allerede været forsamlet, og for tiden diskuteres et programudkast for den politiske front. Så den vil snart kunne proklameres. Når amerikanerne efter planen vil forsøge at overdrage noget magt til deres marionetter i midten af dette år, vil fronten måske allerede være klar til at fungere som et alternativ.

Hvad er programmet for den politiske modstandsfront?

1) Alle udenlandske tropper skal forlade Irak, og besættelsen skal bringes til ophør. Vi står for et suverænt, uafhængigt og forenet Irak.

2) Alle former for modstand mod det imperialistisk-zionistiske projekt er legitime.

3) Besættelsen er fuldstændig ulovlig. Derfor kræver vi fuld erstatning fra aggressorerne.

4) Alle institutioner oprettet af besættelsesmagten er ugyldige. Vi vil ikke acceptere dem, og modstandsbevægelsen vil betragte dem som legitime mål, selvom de er blevet overdraget til irakere.

5) I det befriede Irak, som vi kæmper for, vil der være lige rettigheder for alle borgere, politisk frihed og en forfatning, der er vedtaget af folket. Det befriede Irak vil beskytte landets arabisk-islamiske kultur.

6) Den amerikanske besættelse af Irak er uløseligt forbundet med den zionistiske besættelse af Palæstina. Der er et fælles imperialistisk-zionistisk projekt, som går ud på at undertrykke de arabiske folk, og som den arabiske nation er nødt til i fællesskab at besejre.

7) Den politiske front er åben for alle kræfter, selv hvis de først senere beslutter sig til at tilslutte sig den.

8) Aggressionen mod og besættelsen af Irak er blot en del af USA’s store strategi for oprettelsen af dets verdensherredømme. Derfor er vores kamp en integreret del af kampen for at forsvare menneskeheden imod dens største fjende, USA.

9) Vi vil tage skridt til at opbygge en arabisk og international front for befrielsen af Palæstina og Irak og for at besejre det amerikanske imperium.

Hvem udgør den politiske modstandsfront?

Der er fire hovedstrømninger, som er spredt ud over hele Irak. Der er os selv, Iraks Patriotiske Alliance, som jeg groft kan beskrive som antiimperialistisk, panarabisk, for demokrati og social retfærdighed såvel som for respekt og forsvar for vores islamiske arv. Så er der Rådet for Muslimske Lærde (Al-Hayat Al-Ummah Al-Muslemin), der omfatter de vigtigste islamiske ledere, som er imod Iraks Islamiske Parti (se note 5), der samarbejder med fjenden. Dette råd er parat til at samarbejde med alle, der gør modstand mod besættelsen, inklusive kristne og kommunister. Den tredje kraft er nasseristerne, der er i færd med at reorganisere sig. Og til sidst er der de antiimperialistiske kommunister i Iraks Kommunistiske Parti/Central Ledelse (6), som har været vores venner i mange år, og som vi håber, at vi er i stand til at overbevise om at deltage i fronten. Mens det officielle Iraks Kommunistiske Parti samarbejdede og regerede med Saddam i 1970’erne, blev de antiimperialistiske kommunister og venstre-baathisterne fængslet. Udover disse fire hovedstrømninger er der adskillige andre partier og organisationer med regional karakter såvel som en række anerkendte personligheder med i fronten.

Hvad med shiitisk repræsentation i fronten?

Først og fremmest er shiitterne godt repræsenteret i de fleste af de førnævnte kræfter, i nogle udgør de endda flertallet. Men man er nødt til at komme ud over den idé, som amerikanerne spreder om, at det shiitiske samfund har sin egen, fuldstændigt adskilte eksistens. De fleste shiitter betragter sig selv som arabiske irakere og deltager som sådan i det politiske liv. Mens de følger det traditionelle høflighedskodeks over for de gejstlige, så følger kun et mindretal dem politisk. De shiitiske gejstliges eneste mulighed for at blive accepteret er at støtte modstandskampen. Og der er et voksende antal shiitiske imamer og sheiker, der støtter vores spirende politiske front.

Og Muqtada Al-Sadr?

Han spiller en flertydig rolle. På den ene side udøver hans tilhængere fra de fattige dele af samfundet et betragteligt pres på ham for at få ham til at tilslutte sig modstanden. Vi er i tæt kontakt med mange ledere i hans bevægelse, der oprigtigt har lovet at samarbejde med os. På den anden side er der også en stærk iransk indflydelse på ham, der trækker i den anden retning. Man må huske på, at han er en dreng på 24 år. I et samfund, hvor alder tæller, ser det ud til, at han rives midt over af de forskellige kræfter, der forsøger at trække ham i hver deres retning. Alligevel vil vi forsøge at bevare forbindelsen til ham, men vi kan ikke tillade, at sådanne vaklende kræfter taler på vegne af den politiske front. Den ene dag proklamerer han en modregering og opbygningen af en hær. Den anden dag erklærer han, at han vil være venner med amerikanerne, og at modstandsbevægelsen kun må benytte fredelige midler.

Er det rigtigt, at Al-Sadr råder over sin egen milits?

Nej, man kan ikke sammenligne Al-Hakims og Talabanis militser med Al-Sadrs. De to første har uddannede, lønnede soldater og en kommandovej. Med hensyn til Al-Sadr må man være klar over, at der er masser af våben i omløb. Amerikanerne accepterer, at han omgiver sig med nogle bevæbnede tilhængere, men ikke mere end det. I hvert fald er det ikke noget professionelt.

Men er shiitterne ikke bundet af deres loyalitet over for deres leder?

Man skal ikke undervurdere besættelsens daglige effekt. For at fange én mand terroriserer den amerikanske hær hele boligområder eller landsbyer. Hvis de ikke kan arrestere den eftersøgte person, straffer de hele familier ved at ødelægge deres huse og efterligner derved den zionistiske terror imod palæstinenserne. Vores statistikker viser, at mere end 1100 private huse bevidst er blevet jævnet med jorden som straf. Mens oliventræer rykkes op med rode i Palæstina, så brænder amerikanerne her vores palmer, som de påstår benyttes som skjulesteder for vores guerilla. Ved check-points dræbes børn, der ikke engang er fyldt 10 år, fordi de peger mod besættelsestropperne med plasticpistoler. Der er blevet rapporteret om tre sådanne tilfælde i løbet af ramadanen, så forældrene undgår nu at give disse traditionelle legetøjsvåben til deres drenge. Hvis besættelsesstyrkerne føler sig truet, så har de tilbøjelighed til at skyde i alle retninger. Dette sker ikke kun i nord, men over hele landet, og det rammer alle.

Så også shiitterne vil følge dem, der opfordrer til modstand. Og mindst en del af de gejstlige vil følge den voksende modstandsstemning. Imidlertid er der også mange, som bruger imamernes afventende holdning som undskyldning, men hvis ayatollaherne så en dag opfordrer til modstand, så vil de pludselig ikke længere adlyde dem. Så det er først og fremmest et politisk og ikke et religiøst spørgsmål. Glem ikke, at den shiitiske befolkning har været meget politiseret, og dens traditionelle sociale og kulturelle struktur er meget mindre bevaret end hos andre grupper.

Demokratisk konstituerende forsamling

Hvad mener du om kravet om en demokratisk konstituerende forsamling?

Hvis jeg rejser rundt i Irak og taler med almindelige mennesker om demokrati, så slår de mig med deres sko. For hvad betyder demokrati? De ved, at sanktionerne imod dem blev påtvunget for at indføre demokrati, at krigen imod dem blev ført for at bringe dem demokrati, og nu er vi besat for demokratiets skyld. Det demokrati, som de forstår, er et våben imod vort folk, fordi vi ikke vil underkaste os den vestlige verden.

Men enhver frihedskamp, enhver revolution, der vælter et undertrykkende regime, må basere sig på de folkelige masser?

Selvfølgelig, men man må alligevel huske på, at vi ikke har nogen tradition for folkeforsamlinger. Vi kan ikke gå imod de traditionelle sociale vaner og netværk, især eftersom de for størstedelens vedkommende gør modstand mod besættelsen. Vi er nødt til politisk at kombinere disse elementer med den folkelige bevægelse i kampen mod besættelsen. Vi vil organisere nationale råd med repræsentanter for kæmpende arbejdere, bønder, studenter og de folkelige masser i almindelighed, kombineret med eksempelvis massedemonstrationer. Alt dette vil aflegitimere det amerikansk indsatte Regerende Råd eller enhver anden marionetinstitution.

Efter hvilke principper vil en modmagt blive oprettet?

Den vil være baseret på det irakiske folks suverænitet, det vil sige, på vort eget demokrati og i overensstemmelse med vort folks interesser og ikke imperialismens. Vi kæmper for en ny demokratisk forfatning, som er vedtaget af folket i henhold til dets ret til selvbestemmelse. Den vil være funderet på lige rettigheder for alle borgere, uanset religion eller nationalitet, på retten til at danne politiske partier og til at vælge dem. Et frit Irak vil forsvare vores arabisk-islamiske kultur.

FN

Mange siger, at frie valg kun kan finde sted under FN’s kontrol?

Hvordan kan nogen person ved sine fulde fem tro, at det irakiske folk vil have tillid til FN? FN påtvang os sanktioner, der kostede næsten to millioner irakere livet og ødelagde et tidligere rigt land. FN retfærdiggjorde aggressionen mod Irak i 1991 og vovede ikke at sige ét eneste ord om USA’s og Storbritanniens konstante brud på international lov. FN er intet andet end den amerikanske imperialismes marionet.

International lov gælder åbenbart ikke for hverken dem eller os. De bryder den uden straf, og vi nægtes den. For eksempel laver zionismen ikke andet end at bryde alle internationale regler uden nogen som helst straf. International lov er en dårlig vittighed. Og vi vil ikke tillade noget land at besætte os, hvad enten det foregår under FN eller et andet organ. Hvis vi holder valg, er vi parat til at invitere internationale observatører, men vi vil udelukke alle lande, der har deltaget i den amerikanske besættelse.

Det påstås, at der vil udbryde en borgerkrig uden FN?

Borgerkrig er præcis det, som besættelsesmagten prøver at ophidse til. Den ønsker at sætte sunnitter op imod shiitter, kurdere og shiitter imod sunnitter, muslimer imod kristne osv. Det, som besætterne ønsker at ødelægge, er vores arabisk-islamiske identitet, der forener os. Derfor kan kun modstanden forene hele det irakiske folk. Kun hvis vi er forenede, vil vi være i stand til at frigøre os fra besættelsen, og man vil se, at også blandt kurderne, hvis nuværende ledere, Barzani og Talabani, samarbejder tæt med amerikanerne, vil modstanden vokse og islam blive det fælles bånd med araberne.

Hvordan tror du, at I kan vinde imod hele verden, der påstår at være forenet i FN?

Vi kan kun spytte på det såkaldte internationale samfund og den demokratiske, civiliserede verden, der har deltaget i enhver tænkelig forbrydelse imod vort folk. Hvem var på vores side, da vi blev sultet til døde og bombet konstant? Hvilken form for civilisation er det, der kun bringer os ødelæggelse? Derfor er vi modstandere af den imperialistiske verdensorden. Og Irak er faktisk en afgørende skueplads for det amerikanske imperiums skæbne. Det irakiske folk vil vise verden, at imperiet kan besejres, hvis adskillige faktorer spiller sammen.

På den ene side påfører modstandsbevægelsen besættelsesmagten voksende tab, ikke kun militært, men også politisk og moralsk, og det på et niveau, som den ikke vil kunne modstå. Jo længere tid, der går, jo bedre for modstanden. På den anden side vil modstanden sprede sin ild også uden for Irak, eftersom besættelsen af Irak og Palæstina er rettet imod hele den arabiske og muslimske verden og derfor et spørgsmål for alle her. Alle USA’s marionetregimer vil blive angrebet for endeligt at befri vores jord fra imperialismen og zionismen. Det er en kamp for menneskeheden, og derfor har vi også brug for støtte fra alle bevægelser og folk, der kæmper for at befri sig fra den amerikanske imperialisme.

Dagligdagen

Hvordan er dagligdagen for almindelige irakere?

Jeg har allerede beskrevet den brutalitet og vilkårlighed, hvormed besættelsesmagten opfører sig over for befolkningen. Der kan siges mange flere ting. For eksempel har de amerikanske soldater begået omkring 2000 voldtægter og seksuelt misbrugt mere end 500 børn. Ingen snakker om besættelsens civile ofre. Hver dag dræbes mellem 40 til 50 mennesker alene i Bagdad og området omkring. Lægerne fortæller, at cirka 20 af ofrene er blevet dræbt af ammunition, der kun bruges af amerikanske soldater. Og som en reaktion på dette har det Regerende Råd forbudt alle statistikker, der viser den type kugle, som har forårsaget skaden.

Endvidere er der det ufattelige tyveri, som amerikanerne og deres irakiske stråmænd begår. Hvor er indtægterne fra de mere end to millioner tønder olie, som de sælger hver dag? Hvorfor er vand, elektricitet, telefon og andre basale tjenesteydelser stadig ikke blevet genoprettet, mens det oplyses, at amerikanske firmaer scorer fantastiske profitter i kraft af vores penge?

Besættelsesmagten har fyret millioner af statsansatte med det påskud, at de var baathister. Deres job er nu besat af fuldstændigt inkompetente kollaboratører, hvis familier ofte har en tradition for kollaboratørvirksomhed, der rækker helt tilbage til dengang, da briterne var i Irak. Det er for eksempel tilfældet med Ahmad Chalabi og Adnan Pachachi (begge medlemmer af det Regerende Råd, o.a.). Disse kollaboratører bringer alle deres familiemedlemmer til Irak med det eneste formål at stjæle så meget som muligt så hurtigt som muligt. Desuden er store mængder maskiner og andet udstyr til brug i industrien blevet afmonteret lige efter krigen og flyttet til Iran. Så hvis man i dag besøger fabrikker og industrianlæg, så finder man kun tomme haller.

Vi er blevet fuldstændigt afindustrialiseret. Vedrørende leverancen af basale livsfornødenheder er Olie for Mad-programmet stoppet, men mange af kontrakterne er blevet forsinket på grund af krigen, så de basale fornødenheder vil stadig blive dækket i et par måneder endnu, men derefter vil folk sulte. Rationerne holder endnu inflationen noget nede, men efter deres ophør vil inflationen eksplodere. Allerede nu er priserne for kulbrinteprodukter fordoblet. I et af verdens olierigeste lande er folk nødt til at stå i kø for at få benzin, for slet ikke at tale om den totale mangel på offentlig sikkerhed. Folk, og især kvinder, er bange for at forlade deres hjem, idet amerikanerne er ligeglade med kriminaliteten.

Hvad med fangelejrene?

Der er i øjeblikket omkring 42.000 irakere, som holdes ulovligt indespærret i fire fængselskomplekser, som besættelsesmagten har taget i brug. Og vi har grund til at antage, at der i virkeligheden er yderligere 20.000, som tilbageholdes i ukendte fangelejre. Behandlingen af alle disse fanger er et brud på enhver international konvention. Ofte fortælles de indsatte ikke engang, hvorfor de er blevet fængslet. Der er hverken nogen juridisk procedure eller retssag. Besættelsesmagten mener ikke, at den har pligt til at informere pårørende eller advokater. Folk løslades ligeså vilkårligt, som de tilbageholdes, og ofte på betingelse af, at de samarbejder med besættelsesmagten. De får ikke mad nok, og de sanitære forhold er næsten dyriske. Tortur er almindeligt forekommende. Nogle hundrede er allerede døde på grund af mishandling, og endnu flere har fået varige handikap. Der er endda nogle hundrede børn og kvinder, som også sidder fængslet. Cirka 6000 kvinder er blevet kidnappet, hvoraf halvdelen er blevet fundet døde.

Men er den nylige løsladelse af cirka 500 fanger ikke et skridt hen imod en afspænding af situationen?

Nej, det betyder ingenting. Siden starten på besættelsen er 182.000 mennesker blevet fængslet. Hovedparten af disse er blevet løsladt igen. Så set i det lys er den bombastisk proklamerede løsladelse bare rutine.

Amerikanerne siger, at de har bragt en fri presse til Irak?

Det er fuldstændigt latterligt. Kun medier, der samarbejder med besættelsesmagten, er tilladte. At tale eller skrive imod besættelsen er blevet gjort kriminelt. Alle aviser, der står på modstandsbevægelsens side, er blevet forbudt. Det sidste frie medie blev lukket i oktober og var avisen Al-Raya (Flaget). USA presser også arabiske tv-stationer som Al-Jazeera og Al-Arabiya til ikke at krydse en bestemt grænse. For eksempel sendte en modstandscelle en video af tre tilfangetagne amerikanske officerer til dem, men de undlod at vise den. Eftersom de har oplevet at blive smidt ud af Irak og har modtaget åbne trusler fra USA, udøver de nu en form for selvcensur.

Den væbnede modstand

Hvem udfører den væbnede modstand?

Det vurderes, at der i øjeblikket er mellem 70.000 til 100.000 modstandsfolk, der udfører 45-70 angreb dagligt og over hele Irak. Modstanden er hverken stærkt centraliseret eller strengt kontrolleret af en ledelse ovenfra. Unge mænd går ind i modstanden, uanset om det er under islamisk eller baathistisk kommando. Man blander sig med hinanden og følger de mest erfarne kommandører – ofte fyrede soldater – i sit område. I en modstandscelle kan man derfor se modstandsfolk, der betragter sig selv som nationalister, baathister, islamister og endda kommunister. Men de har alle det til fælles, at de vil forsvare deres arabisk-islamiske fædreland.

Hvordan kan man legitimere angreb mod besættelsesmagten, der koster et meget højere antal civile ofre?

Der er megen propaganda omkring dette spørgsmål. Men hvem er interesseret i at vise verden, at modstandsbevægelsen angiveligt dræber irakiske civile? Det er indlysende, at det er besættelsesmagten. Så der har været adskillige bombeeksplosioner med mange civile ofre, som modstandsbevægelsen ikke er ansvarlig for, og man kan kun mistænke den amerikanske eller israelske efterretningstjeneste for at stå bag dem.

Man er også nødt til at erkende, at den amerikanske hær bevidst bruger civile irakere som menneskeskjold. Amerikanerne forsøger altid at have civile køretøjer omkring deres konvojer og at opholde sig i folkemængder, for at modstandsbevægelsens angreb også skal ramme civile. Under ramadanen, da alle mennesker var hjemme efter solnedgang, var der en meget lavere tilstedeværelse af besættelsesstyrker i gaderne. Men ikke desto mindre kunne man, mens man spiste, høre frihedskæmpere angribe fjenden med stigende hyppighed. Modstandsbevægelsen forsøger at undgå civile ofre så meget som overhovedet muligt.

Måske står wahabistiske kræfter som Al-Qaida bag disse angreb?

Nej, det er latterligt! Massemedierne forsøger at reducere modstandsbevægelsen til såkaldte Saddam-loyalister og Al-Qaida. Vi har allerede forklaret, at de fleste folk tilslutter sig modstandsbevægelsen, selvom de ikke var enige i Saddams herredømme. Og der findes måske nogle, der personligt er loyale over for Saddam, men de er få. Angående wahabisterne må man forstå, at det irakiske folk har været i opposition til dem i de sidste 200 år. Sunnitter og shiitter kæmpede hele krige for at forsvare Irak imod dem. Så hvorfor skulle irakerne blive wahabister nu? Der kan være nogle udenlandske kæmpere i Irak, men der er blandt irakerne ingen nævneværdig støtte til Al-Qaida eller andre wahabistiske grupper. Irakerne ønsker, at de udenlandske kæmpere tager tilbage til deres egne lande og bekæmper de amerikanske marionetregimer der.

Viser modstanden allerede sin virkning på besættelsestroppernes moral?

Ja, meget. Mere end 3000 soldater er allerede blevet registreret som deserterede. De sælger deres våben, og for omtrent 400 dollars køber de arabisk tøj og hjælpes til at flygte til Tyrkiet eller Jordan. Cirka 1700 er blevet psykiske syge, og mange har gjort skade på sig selv og er returneret til deres hjemlande. 56 soldater har begået selvmord. Besættelsesmagten frygter virkelig modstandsbevægelsen, og dens energi bruges på at beskytte sig selv.

Det Regerende Råd

Kan du udelukke, at det amerikansk indsatte Regerende Råd vil kunne stabilisere situationen?

Ja, det er helt umuligt. For hver dag, der går, isoleres rådet mere og mere. De personer, der sidder i det Regerende Råd, må beskyttes af besættelsesmagten, fordi de er mål for modstandsbevægelsen. Men også deres partier og alle, der samarbejder med dem, ekskluderes af det sociale liv. Et eksempel: I Falluja sætter modstandsbevægelsen lister op med navne på kollaboratører, der er i fare for at blive gjort fredløse. Mange af disse kollaboratører har fået besøg af modstandsbevægelsen, der har bragt dem et skrin, som de har skullet åbne foran deres familier. I skrinet har der været traditionelt kvindetøj og en læbestift. I et samfund, hvor mandighed står i meget høj kurs, er det at blive betegnet som en kvinde den højeste form for ydmygelse. Læbestiften betyder, at den pågældende mandsperson er fjendens luder. For en sheik og hans familie er det mere ærefuldt at blive dræbt end at få sådan en behandling. Selv efter tre generationer vil familien ikke kunne slippe af med den plet på sit rygte.

Et andet tegn på hadet mod kollaboratørerne er, at de bevæbnede militser, der i samarbejde med USA opererede i det sydlige og østlige Irak, ikke længere kan vise sig offentligt. I dag kan man slå en militsmand tilhørende til Al-Hakims Al-Badr-brigader eller Partiet Islamisk Kald (se note 5, o.a.), og han vil ikke vove at gøre modstand, for hvis han gør, risikerer han at blive dræbt. Talabanis kurdiske ”peshmergas” tør kun at vise sig i arabiske områder sammen med amerikanerne. At komme alene, som de gjorde i de første måneder af besættelsen, vil nu være for farligt for dem. Men også det kollaborerende Muslimske Broderskab og de hermed forbundne partier er i store problemer. Og det faktum, at nogle indflydelsesrige imamer åbent taler imod besættelsen, er et tegn på presset fra folket.

Men med olieindtægterne kan de måske købe en betydelig del af det fuldstændigt forarmede folk?

For at gøre det behøver man et netværk, en social pyramide, til at fordele rigdommen. Men i øjeblikket ser det ud til, at amerikanerne blot stjæler vores olie. Det, der kunne være tilbage, går lige ned i lommerne på et lillebitte lag af kollaboratører. Imidlertid hjælper begge parters utrolige grådighed modstanden, idet den radikaliserer folket.

Prøver amerikanerne på at genindsætte godsejerne i syd, sådan som briterne engang gjorde?

I de sidste årtier har Irak undergået irreversible forandringer. Først og fremmest er det blevet et stærkt urbaniseret land, og jordreformen (i 1958, o.a.) brød godsejernes magt. Men det er klart, at den radikale økonomiske liberalisme, som besættelsesmagten har påtvunget Irak, vil få konsekvenser. Uden beskyttelse fra staten vil bønderne ikke være i stand til at fortsætte deres produktion, og gældsspiralen og koncentrationen af jord vil gå i gang. Besætterne vil helt sikkert forsøge at gøre os til slaver igen, men jeg tvivler på, at godsejerne er i stand til at generobre deres gamle rolle og blive en betydelig støtte for et nykolonialt regime.

Det kurdiske spørgsmål

Er amerikanerne stadig velkomne i Kurdistan?

Desværre er det sandt, at de største kollaboratører er de kurdiske ledere Barzani og Talabani. De har udnyttet situationen og taget kontrol med Kirkuk, hvor der bor et flertal af turkmenere, og andre byer. Mange arabere er blevet fordrevet, deres huse konfiskeret og givet til kurdere med det påskud, at araberne var Saddam-loyalister. Men også der er situationen ved at skifte. På den ene side findes der en voksende ekstrem islamisk bevægelse i Kurdistans bjerge, der afviser ethvert samarbejde med USA. I dag holder den for eksempel stadig fast i ideer som forbud mod fjernsyn. Men man kan være sikker på, at med tiden, med dens voksende folkelige støtte, vil den være nødt til at antage mere realistiske holdninger. På den anden side eksisterer der i området omkring Kirkuk og Mosul, hvor befolkningen er fuldstændigt blandet og består af arabere, turkmenere, kurdere, assyrere og andre, et moderat islamisk parti, som vinder frem, og som også omfatter kurdere. Vi håber, at det vil arbejde sammen med den politiske modstandsfront eller endda være med i den.

Kan du uddybe beskrivelsen af situationen i Kirkuk?

Befolkningen i Kirkuk vil ikke acceptere kurdisk herredømme over byen. Kirkuk består af mange forskellige nationaliteter, og de kan kun leve sammen i lighed og i et frit Irak, der garanterer dem deres rettigheder. Det er for eksempel ikke acceptabelt, at de fleste arabiske og mange turkmenske skilte og inskriptioner er blevet taget ned. Amerikanerne har installeret et fuldstændigt disproportionalt system med ”etnisk repræsentation”, som de kalder det, og har reelt givet magten til de kurdiske fraktioner. Kurdere, arabere, turkmenere og assyrere har det samme antal repræsentanter, men hvordan kan assyrerne, der udgør 2-3 procent af befolkningen, have den samme vægt som turkmenerne med mere end 50 procent. Endvidere accepterer hverken turkmenerne eller araberne deres repræsentanter. De nylige demonstrationer imod amerikansk-kurdisk styre i Kirkuk er kun de første.

Men er der ikke en grund til kurdernes proamerikanske holdning?

Intet kan retfærdiggøre sådan en kollaboratørvirksomhed, og i det lange løb vil kurderne og det officielle Iraks Kommunistiske Parti betale en høj pris for det, selvom det er forkert at dømme et helt folk. Men mange arabere tænker på denne måde, når de undersøges af en kurdisk soldat under amerikansk kommando. Imidlertid er det også rigtigt, at den arabiske side har begået fejl i fortiden. Det lykkedes ikke for os at sikre kurderne lige borgerrettigheder og dermed gøre det muligt for dem fuldt at identificere sig med Irak og betragte sig som loyale irakere af kurdisk nationalitet.

Den kommunistiske tragedie

Hvad mener, når du siger, at Iraks Kommunistiske Parti (ICP) vil komme til at betale for sit samarbejde med amerikanerne?

Vi må huske på, at ICP engang var klart det stærkeste parti i Irak og en del af det bedste i vores nationale tradition. I besættelsens første måneder var der mange folk, der ville tilbage til partiet og havde store forventninger. Men de kendte ikke til den degenerationsproces, som partiet havde undergået efter så mange år i eksil. ICP påstod at være imod besættelsen, så for mange af dets tilhængere i Irak var det et chok at se deres parti gå med ind i det Regerende Råd. Ingen kan benægte den kendsgerning. ICP’s hovedkontor i Bagdad ligger inden for den grønne zone, der bevogtes af amerikanerne.

I dag er partiet ikke mere end en lille gruppe af tilbagevendte intellektuelle, der bygger det, som de kalder et ”civilt samfund”, for besættelsesmagten. På en vis måde er ICP endda værre end besættelsesmagten, for amerikanerne er udlændinge og forstår intet af vort samfund. De bedrages selv af dem, som de giver penge. Men ICP har engang været irakisk, så det kender vort folk og er derfor i stand til at bedrage det. Det leder den hysteriske kampagne mod alt, hvad det kalder baathistisk, en kampagne, der i virkeligheden er rettet imod hele modstandsbevægelsen. På samme måde, som ICP i dag forsøger at rykke modstanden op med rode, vil det senere selv blive udryddet af det sejrende folk. Ingen vil græde, hvis en kollaboratør dræbes, selvom han kalder sig kommunist.

Hvad er årsagerne til ICP’s forræderi?

Partiet var dybt afhængig af Sovjetunionen, da den eksisterede. Det turde ikke tage egne beslutninger. På Qassims tid (Abd Al-Karim Qassim, Iraks leder i perioden 1958-63, o.a.) kunne det have taget magten på to minutter. Men Moskva sagde nej, så det gjorde ikke noget. Da Saddam tog magten, samarbejdede ICP helt og fuldt med ham imod venstre-baathister og antiimperialistiske kommunister, der begge enten blev fængslet eller dræbt. Det akkommoderede sig til den herskende klasses livsstil med at gå fra den ene kongres til den anden og bo på femstjernede hoteller. Det er ikke et tilfælde, at partiets åbne kollaboratørvirksomhed går så langt tilbage som til 1991, da det støttede den amerikansk ledede aggression mod Irak. Så snart Sovjetunionen var kollapset, orienterede det sig mod den eneste tilbageblevne supermagt, USA. ICP udskiftede blot KGB med CIA.

Men er der oppositionsstrømninger i partiet?

Ja, men de har for vane at vente. Siden 1991 har vi opfordret dem til at gå i aktion, også imod partiet. Men de jagter et mirakel, der vil kunne sætte dem i stand til at overtage partiet. Men hvilket andet bevis behøver de for at se, at partiet endeligt er gået over på imperialismens side? Findes der noget værre end at støtte to krige, sanktionerne og besættelsen? Jeg er bange for, at de kommer til at vente for evigt.

Hvad med ICP-CL (se note 6)?

Det er de eneste, som kan redde ICP’s store tradition. Allerede i 1960’erne var ICP-CL i opposition til Moskvas linje i Irak, der gik ud på at danne et socialistisk enhedsparti med den nasseristiske præsident Arif efter egyptisk model. ICP-CL gik til væbnet modstand i 1967, og flertallet af ICP’s medlemmer fulgte dem, mens flertallet i ICP’s centralkomité senere dannede Den Nationale Front sammen med Saddam. På det tidspunkt mødte vi hinanden i fængslerne. Både de antiimperialistiske kommunister og vi venstre-baathister tabte vores kamp. Men siden da har vi værdsat hinanden, og ICP-CL har haft samme holdning som os i alle hovedspørgsmål. De forsvarede fædrelandet i 1991 og 2003. De bekæmpede sanktionerne, og nu yder de modstand mod de amerikanske besættere. Selvom de er blevet meget svækket, vil de snart være større end det officielle ICP. Vi håber, at de vil være i stand til at samle de ægte kommunister.

Hvad mener du om Iraks Arbejder-kommunistiske Parti (IWCP, 7)?

Det parti er fuldstændigt støttet af amerikanerne og zionisterne. Det er ikke et virkeligt irakisk parti. Denne mærkelige sekt kan kun sammenlignes med de protestantiske missionærer, der følger den amerikanske hær. Det forbryder sig imod vores nationale arv og har for eksempel erklæret, at engelsk skal være Iraks officielle sprog. Det angriber og ønsker at ødelægge det irakiske folks historie og kultur i en situation, hvor islam tjener som en identitet til at bekæmpe en fremmed aggressor.

Folk i Vesten må forstå én ting: Hvis de irakiske kvinder igen iklæder sig sløret en masse, så er det ikke af konservative eller reaktionære grunde. Eksempelvis mødte jeg for nylig en kvindelig ingeniør, som jeg studerede sammen med for 40 år siden, og som dengang aldrig gik med slør, men som nu gør det. Jeg spurgte hende hvorfor, og hun svarede, at det er et symbol på modstand. Endvidere synes IWCP at have masser af penge. Det driver en radio, og i syd har partiet endda en lokal tv-station. Det siges, at det betaler sine ledere og aktivister og giver dem statussymboler som satellitmobiltelefoner og biler. For IWCP er modstanden hovedfjenden. Selvom kommunismen er en del af vores historie, og ikke den værste del, så er IWCP blevet sendt hertil for at ødelægge resterne af denne arv, eller i det mindste den del, der ikke kunne ødelægges af ICP’s centralkomité.

Antiglobaliseringsbevægelsen

Hvad mener du om antikrigsbevægelsen?

Hvilken antikrigsbevægelse? Krigen er slut. Nu er der besættelse og modstandskamp. Hvis antikrigsbevægelsen var seriøs, så tøvede den ikke med at støtte modstandskampen. Men vi ved, at i Europa er zionismen blevet udbredt ikke kun i regeringerne, men også på venstrefløjen. Israel og USA er blevet hellige. Det, vi har brug for i dag, er en bevægelse imod USA, imod den amerikanske imperialisme.

Men den europæiske modstand mod krigen, der også kom i stand på grund af den offentlige opinion imod krigen, er stadig en faktor, der komplicerer situationen for USA?

Der foregår et stort spil bag vores ryg. På grund af USA’s aggressive fremfærd er amerikanerne ikke i stand til at overbevise visse vaklende kræfter i modstanden til at tilslutte sig deres marionetregime. I sidste instans får de brug for et vist europæisk samarbejde for at lave en aftale og opkøbe en del af modstanden. Vi er ikke i tvivl om, at europæerne vil bedrage os. Så vi stoler kun på vore egne kræfter og afviser enhver forhandling.

Vedrørende bevægelserne vil jeg gerne give et eksempel: En iraker (Abd Al-Amir Al-Rikabi, o.a.) talte for nylig ved Cairo-konferencen såvel som ved Europas Sociale Forum i Paris og Verdens Sociale Forum i Mumbai i Indien. Han hævdede at være imod besættelsen, men vi ved, at han også har været i Japan og der mødtes med den japanske statsminister og budt japanske soldater, som næppe er kamufleret som nødhjælpsarbejdere, velkommen. Hvor latterligt! Arrangørerne må have været bevidst om hans dobbeltrolle. Og hvorfor stoppede gademobiliseringerne præcis, da krigen startede? Bevægelsernes opgave var at bekæmpe deres egne regeringer og til sidst vælte dem og ikke acceptere deres underkastelse under den amerikanske krigsoffensiv.

Ikke desto mindre har du talt om en international front, som I vil opbygge?

Ja, vi ved, at vores kamp er en international kamp, der angår hele menneskehedens skæbne. Vi opfordrer derfor alle kræfter i verden til at slutte sig sammen i en fælles front for at befri Irak og Palæstina og ødelægge det amerikanske imperium. Vi er klar til at samarbejde med enhver, der støtter befrielseskampen mod imperialismen og zionismen. Når modstandskampen i Irak er blevet stabiliseret, vil vi sponsere en international konference, der skal opbygge en sådan antizionistisk, antiimperialistisk front rettet imod den amerikanske imperialisme.

Noter:

1. Interviewet blev foretaget i midten af januar 2004.

2. Iraks Patriotiske Alliance (Tahaluf Al-Watani Al-Iraqi), som stiftedes i 1992, består af følgende: Arabisk Arbejderparti (Hizb Al-Amal Al-Arabi), Oppositionsfløjen i Det Arabiske Socialistiske Baath Parti-Irakisk Ledelse (Hizb Al-Baath Al-Arabi Al-Ishtiraki/Al-Qiyada Al-Iraq), Den Arabiske Socialistiske Bevægelse (Harakat Al-Ishtirakiya Al-Arabiya), Bevægelsen for Fornyelse af Civilsamfundet (Harakat Tajdid Al-Mujtama Al-Madani), Iraks Beduinråd (Majlis Al-Badw Al-Iraqi), Iraks Nationale Demokratiske Kommunistiske Bevægelse (Harakat Al-Shuyuiya Al-Dimuqratiya Al-Wataniya Al-Iraqiya), Kurdistans Fredsparti (Hizb Al-Salam Al-Kurdistani), Kurdistans Islamiske Hær (Jaysh Al-Islam Al-Kurdistani), Miljøpartiet (Hizb Al-Bia), Partiet for Retfærdighed og Reform (Hizb Al-Adala wa Al-Islah), Socialistisk Enhedsparti (Hizb Al-Wahda Al-Ishtiraki) og uafhængige politiske og intellektuelle personligheder. Iraks Patriotiske Alliance var imod krigen mod Irak og opfordrede irakerne til at forsvare Irak imod aggressionen. Den er i dag en del af den irakiske modstandsbevægelse, der bekæmper den amerikansk ledede besættelse.

3. Abd Al-Aziz Al-Hakim er leder af Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (SCIRI).

4 Jalal Talabani er leder af Kurdistans Patriotiske Union (PUK).

5. Den 13. juli 2003 udpegede den amerikanske administrator af Irak, Paul Bremer, 25 irakere fra forskellige politiske partier til det Regerende Råd, hvis arbejde blandt består i sammen med Koalitionens Provisoriske Myndighed (Coalition Provisional Authority, CPA) at udnævne ministre og udforme Iraks politik og budgetter, indtil magten formelt overdrages irakerne. USA’s administrator har vetoret over for alle rådets beslutninger. Partierne i det Regerende Råd er: Den Assyriske Demokratiske Bevægelse (Harakat Al-Dimuqratiya Al-Ashuriya, ZOWAA), Forsamlingen af Uafhængige Irakere (Tajammu Al-Iraqiyin Al-Mustaqalin), Guds Parti (Hizb Allah), Iraks Islamiske Parti (Hizb Al-Islami Al-Iraqi), Iraks Kommunistiske Parti (Hizb Al-Shuyui Al-Iraqi, ICP), Iraks Nationale Enighed (Wifaq Al-Watani Al-Iraqi, INA), Kurdistans Demokratiske Parti (Hizb Al-Dimuqrati Al-Kurdistani, KDP), Kurdistans Islamiske Union (Ittihad Al-Islami Al-Kurdistani, Kurdistan Islamic Union), Kurdistans Patriotiske Union (Ittihad Al-Watani Al-Kurdistani, PUK), Kurdistans Socialistiske Parti (Parti Socialist Kurd, PASOK), Partiet Islamisk Kald (Hizb Al-Dawa Al-Islamiya), Det Nationale Demokratiske Parti (Hizb Al-Watani Al-Dimuqrati), Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak (Majlis Al-Ala lil-Thawra Al-Islamiya fi Al-Iraq, SCIRI).

6. Hizb Al-Shuyui Al-Iraqi/Al-Qiyada Al-Markaziya, Iraqi Communist Party-Central Leadership, ICP-CL. Partiets engelske navn er visse steder også oversat som Iraqi Communist Party-Central Command.

7. Hizb Al-Shuyui Al-Ummali Al-Iraqi, Worker-communist Party of Iraq, IWCP.

Interviewet er oversat af Komiteen for et Frit Irak fra “We will spread the fire, Interview with Jabbar Al-Kubaysi on the incipient political resistance front“, 31. januar 2004 fra www.antiimperialista.com. Noterne er lavet af Komiteen for et Frit Irak.

Interviewet kan også læses her:
http://www.fritirak.dk/artikler/synspunkt/2004-0212-interview-alkubaysi-ipa.htm

Engelsk udgave her:
“We will spread the fire”

- End -