Irak
 

Massakre i Falluja

Et øjenvidnes beretning

Af Dahr Jamail

Oversat af
CensurNyt.dk

Det følgende står i skarp kontrast til det som vores medier rapporterer dagligt, og sætter efter vores mening et alvorligt spørgsmålstegn ved disse mediers troværdighed. Øjenvidneberetningen er modtaget fra den uafhængige journalist Dahr Jamail, og er oversat af CensurNyt.dk. Historien er i al væsentlighed bekræftet af organisationerne "Voices In The Wilderness" og "Bridges to Baghdad", samt af journalisten Rahul Mahajan.

Peter Kofod & Frederik Grøn Schack
CensurNyt.dk

----------------------------------------

Jeg vidste at der var meget lidt mediedækning i Falluja, og at hele byen var blevet lukket af, og led under kollektiv afstraffelse i form af dagevis med manglende vand og elektricitet. Med kun to journalister der, som jeg havde læst og hørt rapporter fra, følte jeg mig draget til at tage afsted og være vidne til de grusomheder som ganske sikkert fandt sted.

Den belejrede by:
Amerikanske tanks i udkanten af Falluja 13. april

Sammen med nogle venner tog jeg med en lille gruppe internationale folk i en stor bus, der fragtede et læs humanitære forsyninger, med det formål at bringe noget til de sårede inden det næste amerikanske stormløb, som så ud til at kunne komme på ethvert tidspunkt nu.

Selv det at forlade Bahdad er farligt nu. Militæret har spærret hovedvejen til Jordan. Hovedvejen, som selvom den kun ligger lidt uden for Baghdad, er øde og fyldt med ødelagte tankvogne - deres ulmende tanke flyder på vejen. Vi trillede forbi en stor M-1 kampvogn under en motorvejsbro, som stadig brændte efter at være blevet angrebet af modstandsbevægelsen.

Ved det første amerikanske checkpoint fortalte soldaterne at de havde været der i 30 timer i træk. Efter at være blevet gennemsøgt, fortsatte vi langs de bumpede grusveje. Vi snoede os gennem Abu Ghraib [ørkenen], langsomt men sikkert på vej mod det belejrede Falluja. Da vi passerede et lille hjem i Abu Ghraib, råbte et lille barn af bussen: "Vi vil være mujahediner til vi dør!"

Vi arbejdede os langsomt tilbage til hovedvejen. Den var overstrøet med rygende tankvogne, ødelagte militære tanks og pansrede mandskabsvogne, og en lastbil der var blevet ramt, blev netop nu plyndret af folk fra en nærliggende landsby; folk løb til og fra hovedvejen, og bar kasser væk. Det var et scenarium af total ødelæggelse, med stort set ingen andre biler på vejen.

Da vi først drejede fra hovedvejen, som amerikanerne voveligt holder fast på, var der overhovedet ingen synlig amerikansk militær tilstedeværelse, da vi nu var i mujahedin-kontrolleret området. Vores bus skar sig igennem markveje, og hver gang vi kørte forbi nogen, råbte de "Gud velsigne Jer fordiI tager til Falluja!". Alle vi passerede gav os sejrs-tegnet, vinkede og vendte tommelfingrene i vejret.

Børn i Falluja jubler over ødelagt amerikansk militærkøretøj

Som vi nærmede os Falluja, var der grupper af børn i vejkanterne, der delte vand
og brød ud til folk der kom til Falluja. De begyndte bogstavelig talt at smide stakke af fladbrød ind i bussen. Kammeratskabet og fællesskabsskabsfølelsen var utrolig. Alle råbte til os, opmuntrede os, folk samlede sig langs vejen.

Da vi kom endnu nærmede Falluja, rejste en en enorm røgsky fra en amerikansk
bombe sig fra byen. Så meget for våbenhvilen.

Jo tættere vi kom på byen, jo flere mujahedin checkpoints passerede vi - ved et af dem begyndte mænd med tørklæder om ansigterne og kalashnikov'er, at skyde op i luften, for at vise deres kampiver.

Selve byen var nærmest tom, bortset fra mujahedingrupper på hvert andet gadehjørne. Det var en by i krig. Vi trillede hen imod den lille klinik hvor vi skulle aflevere medicinforsyninger fra InterSOS; en italiensk NGO. Den lille klinik er bestyret af Hr. Maki A-Nazzal, som blev ansat 4 for 4 dage siden. Han er ikke læge.

Han havde ikke sovet ret meget, ligesom alle lægerne på den lille klinik. Den var startet med bare 3 læger, men der var kommet flere siden amerikanerne bombede et af hospitaler, og nu skød på folk når de prøvede at komme ind eller ud af byens hovedhospital. Nu er der kun 2 små klinikker til at behandle hele Falluja. Den anden var blevet åbnet i en garage.

Spædbarn dræbt af USA i Falluja

Mens jeg var på klinikken kom en endeløs strøm af kvinder og børn ind, som var blevet skudt på af amerikanske snigskytter.

En kvinde og en lille dreng var begge blevet skudt gennem nakken - kvinden lavede gurglende åndedrætslyde mens lægerne desperat arbejdede på hende.

Den lille dreng, med stive øjne der stirrede ud i rummet, blev ved med at kaste op, mens lægerne forsøgte at redde hans liv.

Efter en halv time, så det ud til at ingen af dem ville overleve.

Et offer for amerikansk aggression efter det andet blev bragt ind på klinikken; næsten alle var kvinder og børn.

Dette fortsatte hen mod aften, mens snigskytterne skød løs. Da højttalere på den nærliggende moske annoncerede at en hel amerikansk konvoj var blevet totalt ødelagt at mujahedinerne, fyldte skud og jublen gaden.

En dreng på 11 år, med ansigtet dækket af et tørklæde, og tumlende med en kalashnikov på sin egen størrelse patruljerede området udenfor klinikken. Han var selvsikker og meget kampivrig. Jeg tænkte på hvordan amerikanske soldater ville havde det med at kæmpe mod en 11 årig dreng. Næste dag, på vej ud af Falluja, så jeg flere flokke af børn, der kæmpede som Mujahediner.

Ung pige såret af amerikanerne

3 af mine venner meldte sig til at køre ud, sammen med ambulancen, og hente sårede til klinikken. Ambulancen havde i forvejen 3 skudhuller i frontruden i førersiden, efter amerikanske snigskytter. At have vesterlændinge ombord, var det eneste håb for at soldaterne ville tillade at de sårede blev samlet op. Den tidligere chauffør var blevet såret da en amerikansk snigskytte strejfede hans hoved, Sporadiske bomber og tilfældig geværild, hørtes rundt om i byen.

Det blev mørkt, så vi endte med at tilbringe natten hos en lokal mand, som havde
filmet uhyrlighederne. Han viste os optagelser af en død baby, som han hævdede
var blevet revet fra morens bryst af en US Marine. Han viste os også andre afskyelige optagelser af dræbte irakere.

Irakisk kvinde forsøger at beskytte sine børn mod amerikanske soldater i Falluja

Hele tiden mens jeg var i Falluja, var der en konstant summen af droner [førerløse fly]. Da vi gik gennem de tomme gader, mod det hus hvor vi skulle sove, fløj et fly over os og kastede adskillige lysgranater. Vi løb i dækning bag en mur, fordi vi var bange for at det var klyngebomber. To af ofrene på klinikken var blevet ramt af klyngebomber - de var frygteligt forbrændte, og deres kroppe var flænsede.

Det var en lang nat, vi var syge af at have drukket ufiltreret vand, og frygten for en invasion nagede. Jeg sov slet ikke. Hver gang jeg var ved at falde i søvn, fløj et jagerfly over huset, og jeg tænkte på, om bombardemenetet ville begynde. Imens summede dronerne videre.

En mand i Falluja forlader sit raserede køkken med blod på væggene

Næste morgen gik vi tilbage til klinikken, og mujahedinerne i området var meget
anspændte; de forventede en invasion på et hvilket som helst tidspunkt. De indtog deres kamppositioner. En af mine venner, som var taget på endnu en tur med ambulancen for at hente to lig, fortalte at en US Marine hun havde mødt, havde sagt at de skulle forsvinde, fordi militæret ville til at bruge luftstøtte for at "rense byen". Et af de lig de havde hentet, havde været en gammel mand der var blevet skudt af en amerikansk snigskytte udenfor sit hus, mens konen og børnene havde siddet indenfor og grædt.

Familien kunne ikke få fat i hans lig, af frygt for selv at blive skudt. Hans stive legeme blev båret ind på klinikken mens fluerne sværmede omkring det.

Den allerede sindsyge situation blev fortsat værre, og da de sårede fra klinikken blev læsset ind i vores bus, og vi gjorde klar til at at forlade byen, følte alle at invasionen var faretruende nær. Amerikanske bomber faldt stadig, ikke langt fra os, og sporadisk geværild fortsatte. Jagerfly patruljerede i udkanten af byen.

En anden mand foran sit ødelagte hus

Vi kørte ud, forbi flokke af mujahedinere ved deres poster langs med vejene. I en lang række af køretøjer fyldt med familier, kørte vi langsomt ud af den krigshærgede by, forbi adskillige militærkøretøjer i udkanten af byen.
Da vi på et tidspunkt kørte forkert, og forsøgte at tage en vej der var kontrolleret af
en anden gruppe mujahediner, blev vi omgående omringet af mænd der afsikrede
deres våben og sigtede på os. Lægerne og patienterne forklarede dem, at vi kom fra Falluja og var på en humanitær mission, så de lod os gå.

Turen tilbage til Baghdad var langsom, men relativt begivenhedsløs. Vi passerede
adskillelige rygende vrag der var blevet ødelagt af frihedskæmperne; flere tankvogne, flere militærkøretøjer.

Improviserede grave på en sportsplads i Falluja

Hvad jeg kan rapportere fra Falluja er at der ikke er nogen våbenhvile, og det har der tilsyneladende aldrig været. Irakiske kvinder og børn bliver skudt af amerikanske snigskytter. Over 600 irakere er indtil nu blevet dræbt af den amerikanske aggression og beboerne har omdannet to fodboldbaner til gravpladser. Ambulancer bliver skudt på af amerikanerne. Og nu gør de klar til at en total invasion af byen.

Alt dette sker under dække af at ville fange de folk som dræbte 4 Blackwater Security ansatte, og hængte to af deres lig fra en bro.

Dahr Jamail er Baghdad-korrespondent for The NewStandard. Han er fra Alaska og
dedikerer nu sin tid til at dække ufortalte historier fra det besatte Irak. Du kan hjælpe Dahr til at fortsætte sit afgørende arbejde i Irak, ved at donere penge til ham. For plysninger herom, besøg

http://newstandardnews.net/dahr

-------------------------------------------

Yderlige information om situationen i Falluja kan læses hos

Voices In The Wilderness, http://vitw.us/weblog/archives/000663.html

Al-Jazeera, på engelsk, http://english.aljazeera.net

eller på Rahul Mahajan's hjemmeside, http://www.empirenotes.org

- End -