Irak
 

Det irakiske folks kamp er vores alles kamp

Interview med Carsten Kofoed
talsmand for Komiteen for et Frit Irak

24. april 2004

Stop Terrorkrigen har stillet en række spørgsmål vedr. Irak-krigen til Carsten Kofoed, talsmand for Komiteen for et Frit Irak
www.fritirak.dk

Stop Terrorkrigen:

- Hvad er det vigtigste politiske spørgsmål med hensyn til Irak i øjeblikket?

Carsten Kofoed:

- Det er uden tvivl den igangværende befrielseskamp, og alt, hvad der foregår i Irak, alt, hvad man læser, hører og ser om landet, må forstås inden for rammerne af denne kamp. Det er en kamp, der på tværs af politiske, religiøse og etniske forskelle har samlet det store flertal af irakere i en fælles kamp imod den brutale og teknologisk stærkt overlegne amerikansk ledede besættelsesmagt, der plyndrer landet for rigdomme, samtidig med at den begår grusomme massakrer på det irakiske folk som i Falluja, Kufa, Nasiriya og mange andre irakiske byer.

Irakerne har sat sig for - ligesom de tapre vietnamesere dengang i 1960'erne og 1970'erne - at befri deres land fra en amerikansk ledet imperialistisk besættelse. Det irakiske folk kæmper en Davids kamp mod Goliat. Og den aktuelle folkeopstand i Irak bringer minder frem om Den Store Irakiske Revolution (Al-Thawra Al-Iraqiya Al-Kubra) i 1920, hvor irakerne indledte deres store oprør mod briterne, et oprør, der i 1958 kulminerede med det britisk støttede monarkis fald og starten på et selvstændigt Iraks æra.

Og for at drage en dansk parallel kæmper det irakiske folk for en irakisk 4. maj, der kan bane vejen for et nyt Irak, et Irak, hvor landet opbygges efter irakernes og ikke efter amerikanernes ønsker og behov. Det er en fuldstændig legitim kamp.

I "Geneve-erklæringen om terrorisme" fra 1987 står der for eksempel:

"Som gentagne gange anerkendt af FN's Generalforsamling har folk, der kæmper imod kolonialt overherredømme og udenlandsk besættelse og imod racistiske regimer i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse ret til at bruge magt for at nå deres mål inden for rammerne af international humanitær lov. Sådan lovlig brug af magt må ikke forveksles med international terrorisme."

Derfor er enhver ligestilling af den irakiske modstandskamp med terrorisme helt ude i skoven, og dem, der alligevel gør det, lader hånt om international lov. Det irakiske folk fører en legitim og retfærdig modstandskamp. Det kan ikke stå til diskussion.

- Hvordan ser du på de gidseltagninger, som vi har hørt så meget om i massemedierne?

- Det er helt rigtigt, at de vestlige massemedier, der uden undtagelse sympatiserer med besættelsesmagten, har gjort en hel del ud af at fortælle om de vestlige gidsler, der hovedsageligt kommer fra de lande, som er aktive deltagere i besættelsen af Irak. Formålet har været at forsøge at miskreditere den irakiske modstandsbevægelse som helhed ved at fremstille den som kyniske gidseltagere og slå den i hartkorn med de landevejsrøvere og andre kriminelle, der også huserer i Irak.

De vestlige massemediers stærkt fordrejede vinkel med hensyn til alt omkring Irak skyldes grundlæggende set de tætte politiske og økonomiske bånd, der er imellem de store medier, besættelsespolitikerne og den lokale økonomiske elite, som disse politikere agerer på vegne af. Dette gælder også her i Danmark, hvor der går en lige linje fra chefredaktører på eksempelvis Jyllands-Posten og TV2 over Anders Fogh Rasmussen til A.P. Møller.

Men for at komme tilbage til det med gidslerne, så er der flere aspekter, som jeg godt vil kommentere.

Indledningsvis bliver jeg nødt til at slå fast, at når man taler om gidsler i Irak, burde man ikke først og fremmest nævne de udenlandske gidsler, som ifølge vestlige kilder omfatter under 50 personer, men derimod den irakiske befolkning.

Knap 25 millioner irakere holdes i deres eget land som gidsler af en grusom besættelsesmagt under ledelse af den amerikanske supermagt. Ja, faktisk går gidseltagningen af det irakiske folk helt tilbage til august 1990, hvor FN påbegyndte sine sanktioner mod Irak.

Det irakiske folk skulle dengang straffes for, at der i Irak sad en præsident, Saddam Hussein, der forsvarede Iraks selvstændighed, nægtede at bøje sig for zionismen og insisterede på irakisk kontrol over den irakiske olie, og som USA og Storbritannien derfor ikke længere brød sig om. FN-sanktionerne, som indførtes umiddelbart efter Iraks invasion af Kuwait, og som USA og Storbritannien konsekvent nægtede at ophæve trods deres katastrofale konsekvenser for den irakiske befolkning, nåede at myrde over to millioner irakere, inden de ophævedes i maj 2003 - mere end 12 år efter Iraks tilbagetrækning fra Kuwait.

Helt konkret sidder der ifølge besættelsesmagten cirka 5.000 irakere i fangelejre rundt omkring i Irak. Dette tal vurderes dog at være stærkt undervurderet. Said Al-Hammashe, der er formand for Bagdads Juristsammenslutning og vicepræsident for Iraks Højere Nationale Komité for Menneskerettigheder, anslår antallet af irakiske fanger til at være omtrent 20.000, mens borgmesterkontoret i Bagdad-bydelen Adamiya snakker om op til 50.000. Hvad det faktiske tal end er, så er det meget stort.

Irakerne tilbageholdes af besættelsesmagten uden rettergang, og i mange tilfælde fortælles de ikke engang, hvorfor de er fængslet. De gennemgår også tortur, hvilket Amnesty International har dokumenteret i sin nyligt offentliggjorte rapport den 18. marts. Fangernes pårørende fortælles heller ikke, hvor deres kære befinder sig. Disse kidnappede irakere holdes simpelthen som gidsler i deres eget land. Det er et brud på enhver international konvention.

Men irakernes liv eller død har ingen synderlig interesse for de vestlige massemedier, der alle er gennemsyret af én fælles ideologi, vestlig chauvinisme, som manifesterer sig ved, at de overhovedet ikke stiller spørgsmålstegn ved Vestens ret til at være i Irak og gøre nøjagtigt, som det passer den. Ifølge disse "uafhængige" medier og besættelsespolitikerne fører Vesten med USA i spidsen jo "krig mod terror" og vil jo bare "hjælpe" irakerne - dette folk med over 8.000 års historie bag sig - med at styre deres eget land. Vesten er alene kommet til Irak for at indføre demokrati, og alle overgrebene er dybest set en del af prisen. Sådanne toner hører vi desværre kun alt for tit fra besættelsestilhængerne, der lystigt boltrer sig i massemedierne, mens folk med blot en smule kritik af besættelsen stort set aldrig kommer til orde.

Hvad de vestlige gidsler angår, så opholder disse udlændinge sig ulovligt i Irak. De har ganske enkelt intet at gøre i Irak, for deres ophold i Irak er ikke anerkendt af en legitim irakisk regering, men af besættelsesmagten og det amerikansk indsatte Regerende Råd, der er en lillebitte og isoleret gruppe af irakiske landsforrædere, som beskyttet af USA's militærmaskine kalder sig selv for "Iraks regering".

Derfor er det helt på eget ansvar, at udlændingene bevæger sig rundt i Irak. Der foregår altså - hvis nogen overhovedet skulle være i tvivl - en krig i Irak, så hvis man ikke vil risikere ubehageligheder, så er det eneste fornuftige at holde sig væk fra Irak.

Dem, der på trods af krigen alligevel tager til Irak, er blandt andet personer som de såkaldte sikkerhedsvagter, det vil sige professionelle lejemordere, som for eksempel de fire italienske fanger, der for en dagløn på op til 1500 dollars leverer sikkerhed for både private firmaer, besættelsesmagtens topfolk og de irakiske quislinge i regeringsrådet. Jeg siger "fanger" og ikke "gidsler" om disse italienere, fordi de ikke er civile.

Andre udlændinge i Irak er "forretningsfolk", det vil sige værnemagere, der vil berige sig i Irak i ly af besættelsesmagtens kanoner. Der er selvfølgelig også journalister som den franske Alexander Jordanov, der blev frigivet forleden.

Ligesom modstandsbevægelsen ikke har nogen interesse i at dræbe uskyldige civile og skåner dem så meget som overhovedet muligt, så har den heller ingen fordel af at tilbageholde personer, som ikke samarbejder med besættelsesmagten, og som derfor ikke kan bruges i politisk øjemed.

Men omvendt er det meget klogt af modstandsbevægelsen som udgangspunkt at betragte alle udlændinge som potentielle agenter for besættelsesmagten, idet det er mere end naivt at tro, at den amerikansk ledede besættelsesmagt ikke forsøger at infiltrere både presse, nødhjælpsorganisationer og selv solidaritetsorganisationer.

Det er ikke de irakiske modstandsfolk, der har ansvaret for gidslernes liv, når de kræver et lands besættelsestropper ud af Irak. Ansvaret ligger på det pågældende lands regering, der har opmuntret sine statsborgere til at tage til Irak og deltage i en ulovlig besættelse baseret på en ulovlig krig, der førtes på baggrund af løgn efter løgn.

- Hvem udgør egentlig den irakiske modstand?

- Ja, det er et spørgsmål, som det er lykkes besættelsesmagten at skabe en hel del forvirring omkring i kraft af sit enorme propagandaapparat. Ligesom dæmoniseringen af Saddam Hussein som en slags "Mellemøstens Hitler" før krigen tjente til, at oliekrigen lettere kunne gennemføres under løgnagtige paroler om "demokrati og befrielse", har besættelsesmagtens medier - lige siden besættelsen blev en realitet den 9. april sidste år - bevidst gjort alt for at udsprede misinformation om modstanden for at kunne fastholde billedet om, at Irak virkelig var blevet befriet, at de fleste irakere var glade for besættelsen af deres land - et på alle måder dybt absurd synspunkt, som man forsøgte at bakke op med ligeså absurde og bestilte "meningsmålinger" - og at utilfredsheden med og modstanden mod besættelsen kun kom fra rester af det gamle styre.

I starten sagde besættelsesmagtens medier, at modstanden kom fra Saddam-loyalister. Så blev Saddam Hussein fremvist i amerikansk fangenskab den 13. december 2003, men modstanden ikke bare fortsatte, den intensiveredes også. Så hed det sig pludselig, at det var Saddam Husseins højre hånd Izzat Al-Douri, der ledte modstanden. Senere igen blev modstanden tilskrevet udenlandske terrorister med Al-Qaida i spidsen, der så Irak som en kampplads mod USA og derfor "væltede ind over grænsen til Irak". Vi fik også historien om, at det kun var i den såkaldte sunni-trekant, at modstanden eksisterede. Allersenest er en del af shiitterne under ledelse af imamen Moqtada Al-Sadr gået aktivt med i den væbnede modstand, som ifølge de med besættelsesmagten sympatiserende medier nu udføres af "radikale", "yderligtgående", "ekstremistiske" og "terroristiske" grupper.

Hvis der fortsat er nogen, der tillægger disse medier og udsagnene fra deres indkaldte "Irak-eksperter" som for eksempel en Birthe Hansen fra Københavns Universitet eller en Helle Lykke Nielsen fra Syddansk Universitet nogen større sandhedsværdi, så har man altså ikke lært særligt meget af den tid, der er gået indtil nu.

Sandheden er, at modstanden mod besættelsen var udbredt allerede fra dag 1, selvom den ikke udmøntede sig i den kraftige væbnede modstand, som vi ser i dag. Betingelserne dertil var ganske enkelt ikke til stede dengang. Modstanden mod besættelsen havde overvejende en passiv karakter, men modviljen og modstanden var der.

Det er netop denne brede folkelige utilfredshed, som er grunden til, at man i dag ser, at der findes så mange forskellige politiske kræfter i modstandsbevægelsen. Disse politiske kræfter repræsenterer det irakiske folks politiske opfattelser i hele deres spektrum.

Man finder for eksempel baathister, der både omfatter folk, som var for Saddam Husseins udgave af baathismen i Irak, og folk, som var imod. En baathist, hvis ideologiske grundlag er panarabisme kombineret med socialdemokratisme og udspringer af antikolonialisme og antiimperialisme, er nemlig ikke nødvendigvis det samme som en tilhænger af Saddam Hussein. Man møder også nasserister i modstanden. Man ser modstandsgrupper som Rådet for Muslimske Lærde, en blanding af sunnitter og shiitter, og som Al-Sadr og hans shiitiske Mehdi-hær, der har en mere religiøs tilgang til tingene. Og man støder på diverse venstrefløjsgrupper og erklærede kommunister, der har vendt deres kollaborerende ledere i Iraks Kommunistiske Parti ryggen og nu kæmper sammen med modstandsbevægelsen. Endvidere er der masser af irakere, som uden større politisk afklaring, men på grund af selve besættelsens undertrykkende og ydmygende natur og med patriotismen som motor, har kastet sig ind i modstandskampen med det ene formål at befri Irak.

I alle disse politiske retninger findes såvel shiitter og sunnitter som arabere, turkmenere og kurdere i én stor blanding. Den irakiske modstand går altså på tværs af politiske, religiøse og etniske skel, og det er en stor fordel, fordi det sikrer bredden og dermed styrken i den. I dag vurderes der at være over 100.000 aktive modstandsfolk, men modstandsbevægelsens basis, dens netværk, støtter, informanter osv. er langt, langt større. Modstandens politiske indhold er patriotisme og antiimperialisme.

- Hvordan vurderer du den seneste udvikling i Irak?

Først og fremmest kan man konstatere, at irakerne som folk har rejst sig mod besættelsesmagten og det over hele landet. Nogle steder mere end andre, men modstandskampen har nu antaget en klar national og landsdækkende karakter og dermed draget endnu flere irakere aktivt ind i kampen for Iraks befrielse. Sunnitter og shiitter, som besættelsesmagten siden sin ankomst til Irak har gjort alt for at spille ud mod hinanden, kæmper nu side om side mod de amerikansk ledede besættelsestropper.

Det, der foregår i Irak, er en national befrielseskamp, hvor det klare mål er at drive besætterne ud af landet.

Man må se hele denne udvikling af modstandskampen som en proces, der startede den 9. april sidste år, hvor amerikanske kampvogne og nogle få hundrede irakere, en god portion af dem medbragt af USA selv, i fællesskab og under stor mediebevågenhed væltede statuen af Saddam Hussein på Ferdowsi-pladsen i Bagdad, hvor der bor over fem millioner mennesker. I de vestlige medier blev dette mediestunt symbolet på "det irakiske folks befrielse". Men enhver, der har set billeder af for eksempel vores egen 4. maj 1945, ved, hvordan en ægte befrielse ser ud. Irak blev ikke befriet den 9. april 2003, men besat.

Alligevel blev irakerne lovet demokrati, genopbygning og frihed af amerikanerne. I stedet har de fået et amerikansk militærdiktatur, et verdenshistorisk tyveri af Iraks rigdomme og deraf følgende social elendighed med massiv arbejdsløshed og "frihed" til at acceptere den vej, som USA dikterer dem.

Disse kendsgerninger har selvfølgelig skabt en særdeles god grobund for modstandsbevægelsen, der siden besættelsen har haft en hovedopgave i at forhindre oprettelsen af et stabilt amerikansk marionetregime i Irak. Og det er lykkes, må man sige. Det Regerende Råd, som USA indsatte den 13. juli 2003, er nu helt isoleret, og dets partier, der betegner det irakiske folks legitime modstand mod besættelsen som terrorisme, forsøger nu stadig mere desperat at appellere til FN om at tage over i Irak og forsøge at stabilisere den amerikansk ledede besættelse. Det er for eksempel også tilfældet for det såkaldte Iraks Kommunistiske Parti, der trods sit navn fungerede som USA's trojanske hest såvel i Irak som i fredsbevægelserne før krigen, også her i Danmark, hvor det forsøgte at aflede fokus på USA's kriminelle aggression ved hjælp af hysteriske skrål om Saddam Hussein og hans styre.

Disse krumspring fra hele rækken af isolerede quislingepartier i det Regerende Råd skyldes, at de i øjeblikket kæmper for selve deres politiske liv. For kendsgerningen er, at uden Vestens massive militære tilstedeværelse, som allerede har givet dem store økonomiske privilegier, er disse partier nul og niks i Irak. Efter modstandens sejr vil de stå over for valget: enten at forlade Irak eller at få den behandling, som andre landsforrædere har fået i historien.

Endvidere er det også lykkes for modstandsbevægelsen at forhindre quislingepolitiet og quislingehæren i Irak i at fungere, som amerikanerne vil. Begge dele er yderst ustabile og er allerede godt og grundigt infiltreret af modstandsfolk, der leverer informationer til modstandsbevægelsen.

Og det er også i sammenhæng med at forhindre USA i at sætte sig fast i Irak og forme det efter egne ønsker og behov, at man skal se modstandsbevægelsens sabotageaktioner imod olierørledninger, angreb på vestlige firmaer osv. Disse aktioner har tjent til og tjener fortsat til dels at svække lysten for udenlandske værnemagerfirmaer til at komme til Irak, hvilket isolerer den amerikansk ledede besættelsesmagt, og dels at formindske besættelsesmagtens røveri af irakiske værdier og dermed at lægge større økonomiske byrder over på den selv. I en krig gælder nemlig reglen, at hvad man ikke selv kan få, må fjenden i hvert fald heller ikke få.

Modstandsbevægelsen har på rekordtid, blot et år, konsolideret sig og nået et punkt, hvor den bliver meget svær - for ikke at sige umulig - at nedkæmpe militært. USA's militære svar på det folkelige oprør, der for alvor startede i begyndelsen af april, har været massakrer som i Falluja, Kufa, Nasiriya og andre irakiske byer, massakrer, som har skullet få irakerne til at opgive deres retfærdige kamp, men som blot har øget irakernes modvilje og modstand mod amerikanernes tilstedeværelse i Irak.

Denne udvikling med stigende modstandskamp og voksende amerikanske tab er naturligvis særligt bekymrende for besættelsesmagten, og ikke mindst for USA, der sammen med et Israel, der er gået helt grassat i sin zionistiske besættelsesterror imod palæstinenserne og nu likviderer deres politiske ledere på samlebånd, har helt konkrete planer om at kolonisere hele Mellemøsten, det vil sige, at forsøge at påtvinge de mellemøstlige folk alle deres diktater under lokkende paroler om "demokrati og frihed".

USA er med andre ord i defensiven i Irak, og det er præcis derfor, at amerikanerne nu arbejder på højtryk for at få flere lande - gennem en FN-resolution i det stormagtskontrollerede FN's Sikkerhedsråd - til at sende friske soldater til Irak og deltage i nedkæmpelsen af det irakiske folks befrielseskamp. Men så længe den væbnede modstand er så stærk, som den for tiden er, vil det være meget svært for nye lande at tilslutte sig den amerikansk ledede besættelsesmagt og sende tropper til Irak. Og dertil kommer, at eventuelle FN-tropper med sikkerhed vil blive bekæmpet på samme måde, som det sker nu. FN er meget upopulær i den irakiske befolkning, der med rette betragter organisationen som blot USA's forlængede arm og som ansvarlig for mere end to millioner irakeres død under FN's sanktioner fra 1990 til 2003.

Samtidig med at USA forsøger sig med at spille FN-kortet, så vil amerikanerne selv sende flere soldater til Irak og yderligere forlænge perioden for de amerikanske soldater, der allerede er i Irak.

Disse skridt fortæller dels noget om de voldsomme problemer, som den amerikansk ledede besættelsesmagt har med den voksende modstandsbevægelse, og dels, at USA satser på militært at nedkæmpe det irakiske folks modstand. Derfor må man betragte USA's "våbenhviler", som de vestlige massemedier jo ikke tøver med at berette om, som intet andet end organiseringen af den næste massakre på irakerne.

Men alle disse skridt fra den amerikanske regering kan heller ikke undgå at skabe splid og tiltagende utilfredshed i den i forvejen pressede amerikanske besættelseshær og flere problemer på hjemmefronten, hvor krigen i Irak bliver stadig mere upopulær og koster stadig flere milliarder af dollars, mens der samtidig gennemføres omfattende sociale nedskæringer for at betale krigen. Alt sammen peger i samme negative retning for den amerikanske imperialisme, hvilket de seneste sprækker i "koalitionen" også gør.

Lande som Spanien, Singapore, Norge, Kasakhstan og senest Honduras og Den Dominikanske Republik vil trække deres soldater ud af Irak. Andre som Polen, Portugal og Filippinerne overvejer deres fortsatte militære deltagelse i Irak.

Det er selvfølgelig ikke, fordi det militære bidrag på 1300 soldater fra et land som Spanien betyder det store militært set i forhold til USA's cirka 130.000 mand, men det er det politiske, som er det afgørende, og som også virker tilbage på det amerikanske militær. USA isoleres mere og mere og afsløres for stadig flere mennesker som det, USA er i Irak; en imperialistisk besættelsesmagt, der kun er i Irak på grund af olien og strategiske interesser i Mellemøsten. Denne isolering påvirker selvfølgelig den amerikanske hær negativt og opmuntrer tilsvarende modstandsbevægelsen.

Set ud fra den irakiske modstandsbevægelses synspunkt er isoleringen af USA i Irak et temmelig vigtigt strategisk delmål i befrielseskampen, idet et isoleret og demoraliseret USA vil gøre det nemmere for modstanden at sejre.

Og det er også i denne sammenhæng, at tilfangetagelsen af de vestlige fanger og gidsler skal ses. Det er nemlig en måde, hvorpå modstandsbevægelsen i Irak dels presser de regeringer, hvis statsborgere, den har tilfangetaget, og dels påvirker befolkningerne i de lande, der deltager i besættelsen af Irak, til at forstærke deres pres på deres respektive regeringer, som vi så det i Japan, hvor kravene om japansk tilbagetrækning fra Irak fik fornyet styrke, da billederne af de tre japanske gidsler rullede over skærmen.

Det er heller ikke tilfældigt, at disse gidseltagninger kommer lige nu. Antallet af udlændinge i Irak er vokset meget siden Bagdads fald den 9. april 2003, hvilket selvsagt øger modstandsbevægelsens muligheder for at kidnappe nogle af dem. Men det kræver organisering, koordination og efterretninger fra befolkningen at udføre disse kidnapninger, og den irakiske modstand har brugt det seneste år på at finde sine ben, udvikle kontakter og skabe tættere samarbejde inden for bevægelsen. Tilfangetagelserne vidner derfor om en styrket modstandsbevægelse, der har taget endnu et våben i brug for befrielsen af Irak og derved forsøger at skabe sprækker i "koalitionen".

- Hvordan ser du perspektiverne for befrielseskampen i Irak?

- Set med det irakiske folks øjne er perspektiverne gode, men der er stadig lang vej igen. Irakerne er oppe mod verdens supermagt, USA, der som en såret tyr mere og mere desperat slår sig i tøjret. Ingen besættelsesmagt opgiver frivilligt erobret territorium, hvilket historien taler sit tydelige sprog om. Derfor er det kun modstand, i kombinationen civil og væbnet, som kan tvinge den amerikansk ledede besættelsesmagt ud af Irak.

Og det ser heller ikke ud til, at vi i USA kan vente noget a la Spanien, hvor den nye socialdemokratiske statsminister Zapatero efter sin valgsejr i marts har gjort alvor af sine valgløfter om at trække de spanske tropper hjem. I USA har Demokraternes Kerry, der jo stiller op mod Bush til præsidentvalget i november, nemlig klart tilkendegivet, at han vil fortsætte den kriminelle krig mod det irakiske folk, hvis han vinder. Han vil ikke trække de amerikanske tropper hjem, hvilket blot viser, at når det kommer til alle store og afgørende spørgsmål, så findes der kun ét parti i den amerikanske kongres: krigens og imperialismens parti.

Det kan heller ikke være anderledes for bag såvel Demokraterne som Republikanerne står de egentlige magthavere i USA, de store multinationale selskaber med våben- og olieindustrien i spidsen.

Men uanset navnet på USA's præsident så kæmper irakerne - modsat besættelsesmagten - for en retfærdig sag, befrielsen af deres land, og derfor kan de også tåle meget store ofre, ofre, der er langt større end dem, som Bush eller Kerry vil kunne sælge til en stadig mere skeptisk amerikansk befolkning.

Vi vil i fremtiden se en irakisk modstandsbevægelse, der til stadighed vil konsolidere sig og udvide sin politiske basis og folkelige opbakning, for uden denne opbakning er der ingen modstandsbevægelse. Den irakiske modstandsbevægelse vil også - som alle andre modstandsbevægelser før den - fortsætte med at uskadeliggøre kollaboratører og stikkere, der er dødsensfarlige for modstandsbevægelsen. I dag er det livsfarligt blot at tale med en amerikaner i Irak. Man bliver hurtigt stemplet som stikker, fordi det, der foregår i Irak, er en kamp på liv og død.

Og endelig så er der selvfølgelig dannelsen af en samlet modstandsfront med et politisk program a la for eksempel FNL i Vietnam dengang. Denne dannelse er endnu ikke sket, men det forlyder, at en sådan er på vej.

En national modstandsfront bestående af alle eller de fleste modstandsorganisationer vil betyde, at der kommer et konkret politisk alternativ til besættelsesmagten og dens Regerende Råd. En samlet modstandsfront vil styrke modstanden politisk, økonomisk og militært og bringe befrielseskampen et par skridt videre og desuden være med til at vanskeliggøre, at USA får held til at opkøbe de mindst konsekvente kræfter i modstandsbevægelsen. Det vil også være positivt for solidariteten med det irakiske folks kamp rundt omkring i verden, hvis antikrigsbevægelserne ser et samlet politisk alternativ fra modstandsbevægelsens side.

Vi nærmer os også hastigt den 30. juni, hvor Bush på grund af det amerikanske præsidentvalg til november insisterer på at overdrage "suveræniteten til irakerne", det vil sige blot udnævne en ny quislingeregering, der skal afløse det nuværende Regerende Råd. På grund af dette råds komplette isolation vil USA forsøge at bruge "magtoverdragelsen" til at opkøbe vaklende politiske kræfter uden for rådet, hvoraf der er ikke så få, der lige vil se tiden an, til at tilslutte sig eller støtte den nye og igen amerikansk indsatte overgangsregering. På den anden side vil modstandsbevægelsen forsøge at forhindre, at USA får held til at udvide sin politiske basis i Irak, hvilket ville gavne besættelsesmagten.

Uanset hvad så vil vi efter den 30. juni stå i en situation, hvor linjerne er trukket helt klart op i Irak: Enten er man med modstandsbevægelsen eller med besættelsesmagten. Denne klare situation vil styrke modstandsbevægelsen og dens enhed. Og de politiske kræfter, der har fået bristet deres illusioner om "magtoverdragelsen" den 30. juni, vil efter denne dato ikke kunne finde andet alternativ end at tilslutte sig modstanden, hvis de vil have nogen reel politisk indflydelse og folkelig opbakning i Irak.

Den irakiske befrielseskamp vil have bakker og dale. Modstandsbevægelsen vil snart gå i offensiven og snart trække sig tilbage for at samle kræfter, evaluere og organisere næste større angreb. Det er en langvarig kamp, men også den eneste vej til Iraks befrielse.

- Hvad betyder modstandskampen i Irak for os i Danmark og resten af verden?

- Det er meget svært at overvurdere den betydning, som modstandskampen i Irak har for resten af verden. Lad os huske på, at USA's præsident George Bush umiddelbart efter 11. september erklærede "krig mod terror", en uendelig krig mod alt og alle, der på den ene eller anden måde modsætter sig USA's planer om et globalt overherredømme, planer, der er nedfældet i den såkaldte Bush-doktrin i form af dokumentet "The National Security Strategy of the United States of America", der offentliggjordes i New York Times den 20. september 2002. Over 60 lande blev sat på en sort liste, der kunne angribes "forebyggende", og Bush udnævnte sågar en "ondskabens akse", hvor Irak også var at finde.

I oktober 2001 angreb USA Afghanistan og vandt en hurtig, men kun foreløbig militær sejr. Der kæmpes jo stadig i Afghanistan, selvom vi ikke hører så meget derfra, ej heller om "genopbygningen" der. Formålet med USA's krig mod Afghanistan var at sikre sine olie- og naturgasforsyninger fra Centralasien på bekostning af andre konkurrerende stormagter som Rusland og ikke mindst den nye supermagt in spe Kina. Derefter kom turen til Irak i marts 2003, hvor USA troede, at det ville gå lige så let som i Afghanistan. Men det gjorde det imidlertid ikke.

Den irakiske modstand har været et hårdt slag i ansigtet på USA og på hele den amerikansk ledede "krig mod terror". Modstanden i Irak har konkret forhindret, at USA har kunnet angribe andre lande som Syrien og Iran for eksempel - eller for den sags skyld Nordkorea og Cuba. Den irakiske modstand har rent faktisk reddet og vil i fremtiden redde tusindvis af menneskeliv i andre verdensdele, mennesker, der ellers blot ville have været blevet de seneste anonyme ofre for amerikansk aggression.

I Mellemøsten er den kraftige irakiske modstand en enorm opmuntring og støtte for det palæstinensiske folk, der i samme ulige kamp kæmper imod den atomvåbenbevæbnede israelske besættelsesmagt. Den irakiske modstand har også øget det i forvejen store folkelige had mod USA og Israel i Mellemøsten, og selv proamerikanske regeringer som Mubaraks i Egypten føler nu trang til at lægge lidt luft til USA.

Det betyder, at USA og Israel får endnu sværere ved at påtvinge de mellemøstlige folk deres "nye Mellemøsten", som blot er et Mellemøsten formet efter den amerikanske imperialismes og zionismens blodige skabelon. Tværtimod vil USA's - og Israels - krig mod Irak blive en boomerang, der vil svække USA og dermed også dets israelske vasalstat, der bliver mere og mere isoleret, men også mere og mere aggressivt i sin krig mod palæstinenserne.

Uden for Mellemøsten er det irakiske folks befrielseskamp også en kolossal opmuntring for alle folk, der i Latinamerika, USA's traditionelle baggård, Asien og Afrika kæmper imod den forhadte amerikanske imperialisme, imod dens udplyndring af landenes rigdomme og deraf følgende fattigdom for de lokale folk.

For kampen for den nationale selvbestemmelse er den irakiske modstand overordentlig vigtig. Verdens folk insisterer på at bestemme deres egen fremtid. Det er det budskab, som det irakiske folks modstand sender til os alle.

Det er endvidere hævet over enhver tvivl, at et nederlag til USA i Irak vil være en sejr for alle progressive, antiimperialistiske og demokratiske kræfter i verden, for alle, der vil noget andet med verden end USA's globale diktatur. Således også her i Danmark, hvor resultat af "krigen mod terror", mere terror overalt i verden, burde få alle seriøse politiske kræfter til at genoverveje deres positioner omkring støtte til "krigen mod terror".

I denne sammenhæng burde et spørgsmål som "Danmarks internationale engagement", som det hedder på officielt dansk, også kunne diskuteres langt mere og i bredere kredse. For hvad viser såvel Kosova, Afghanistan som Irak? Der er ikke blevet fred, selvom de danske og andre såkaldte fredsbevarende styrker er der. Skal danske soldater virkelig sendes rundt i verden på stadig mere umulige missioner, og som de besættere, de er og betragtes som, bestemme over hele lande og folk? Ingen, der opfatter sig selv som demokrat, kan efter mening støtte et sådant synspunkt.

Konkret i forhold til Irak er det selvfølgelig et hovedkrav her i Danmark, at de danske besættelsestropper trækkes hjem øjeblikkeligt, og det er mere end forstemmende, at Socialdemokraterne, der gerne vil kaldes en opposition til regeringen, støtter Fogh-regeringens totale underkastelse under den gale mand fra Texas, en mand, som den tidligere, mangeårige CIA-analytiker og rådgiver for George Bush Senior, Ray McGovern, der var i Danmark i forbindelse med den alternative Irak-høring den 15. april, betegner som nyfascist.

Snart skal der være folketingsvalg i Danmark, og her må partier som SF og Enhedslisten gøre det til en ufravigelig betingelse for deres støtte til en eventuel socialdemokratisk ledet regering, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre kræver de danske soldater hjem fra Irak her og nu.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det, der sker i Irak, frem for alt bør få os alle til at acceptere, at den nationale selvbestemmelsesret, det vil sige et folks ret til at bestemme i sit eget land og afgøre sin egen fremtid uden indblanding fra andre, ikke bare er en ret, der er indskrevet i FN's Charter, men også er noget, der er dybt rodfæstet hos alle verdens folk, og som må anerkendes af alle - også og ikke mindst af Vesten med USA i spidsen, der krænker denne ret overalt og hele tiden.

Selvbestemmelse og imperialisme er hinandens modsætninger og en hovedmodsætning i verden i dag. På den ene side er der de undertrykte folk i verden, der ønsker at opbygge deres lande i fred og ro og uden indblanding udefra. På den anden side finder vi imperialismen, den amerikanske, den europæiske i form af EU, den russiske og andre, der i selve deres natur - og koste hvad det koste vil - vil beherske så mange lande som muligt, politisk, økonomisk og militært. Og i den forbindelse er NATO og den kommende EU-hær blot de militære redskaber og på ingen måde organismer, der fremmer fred - tværtimod. Varig fred i verden skabes ganske enkelt ikke ved hjælp af krige, bomber og kanoner, men ved at de imperialistiske stormagter blander sig uden om og lader folkene skabe deres egen fremtid. Det er folkenes demokratiske ret.

Det er ikke mindst denne modsigelse mellem den nationale selvbestemmelse og imperialismen, der skaber alle de krige og konflikter, vi ser i dag.

Men når alt kommer til alt, så kan denne modsigelse kun løses ved, at folkene besejrer den krigsanstiftende imperialisme i alle dens afskygninger, det vil sige tager det endelige opgør med den og dens lokale støtter i deres respektive lande og herefter begynder en udvikling i overensstemmelse med folkenes egne interesser og ikke diverse udenlandske multinationale selskabers. Og det er præcis det, som det irakiske folk er godt i gang med. Irakerne vil bestemme over deres egen fremtid.

Derfor er det irakiske folks kamp en kamp for et folks ret til at bestemme selv og dermed også alle demokratisk indstillede menneskers kamp. Det er vores alles kamp.

- End -