Iraq
 

”Først national befrielse, derefter demokrati”

Interview med Sammi Alaa, Iraks Patriotiske Alliance, om resultaterne af Verdens Sociale Forum 2005, der afholdtes fra den 26. til 31. januar 2005 i Porto Alegre i Brasilien.
Interviewet blev foretaget af Willi Langthaler, Anti-imperialist Camp, den 1. februar 2005.

Sammi Alaa, Iraks Patriotiske Alliance, ved en demonstration i Porto Alegre den 30. januar til støtte for den irakiske modstand

Hvorfor deltog du på Verdens Sociale Forum (WSF) i Porto Alegre?

Vi havde diskuteret med vores venner og kammerater i Anti-imperialist Camp og netværket af Frit Irak-komiteer i Europa, om det var relevant at deltage. Til sidst besluttede vi at danne en fælles delegation med navnet ”Støt den irakiske modstand”, og herved forenede vi vores anstrengelser for at henvende os til de antiimperialistiske kræfter blandt deltagerne på WSF. Vi gjorde dette, fordi vi ikke er enig i den officielle dagsorden for WSF, som er koncentreret i parolerne ”Nej til krig, nej til vold” og ”En anden verden er mulig”. Dette giver ingen mening, som verden ser ud i dag. Imperialismen fører på det militære, politiske og kulturelle plan et totalangreb og det ikke kun i Irak. Irak og Palæstina er de mest klare og ekstreme udtryk for denne tendens. Vi er overbevist om nødvendigheden af at appellere til de antiimperialistiske kræfter på den brasilianske og internationale venstrefløj om at rette deres opmærksomhed mod støtten til den irakiske modstand for at trodse USA’s imperieplaner.

Du opfordrede til en demonstration til støtte for den irakiske modstand her ved WSF. Er du tilfreds med tilslutningen til den?

Vi sætter virkelig pris på den store opbakning til vores appel. Vi blev også overrasket over antallet af deltagere og anbefalere. Der var internationale delegationer fra Argentina, USA, Peru og Korea, blot for at nævne nogle enkelte. Inden vi rejste til Brasilien, havde vi hørt om de stærke følelser imod det amerikanske imperiebyggeri og for den irakiske modstand i den brasilianske befolkning. Den store opbakning, som appellen fik hos de brasilianske partier, bekræftede dette. Vi mener, at den irakiske modstand er en levedygtig platform for at forene de antiimperialistiske kræfter og mobilisere på denne basis.

Demonstrationen fandt sted samme dag som valget i Irak, som den erklærede sig imod. Hvordan vurderer du valgets betydning?

Iraks Patriotiske Alliance betragter krigen i 1991, FN’s sanktioner og krigen og besættelsen i 2003 som illegitime og ulovlige i henhold til international lov, Geneve-konventionerne og FN’s Charter. Derfor er såvel valget som alle politiske institutioner, der oprettes på basis af dette, illegitime og ulovlige. Hele den politiske proces, som besættelsesmagten har sat i gang, fra det ”Regerende Råd” over ”magtoverdragelsen” og ”overgangsregeringen” til det såkaldte valg, er illegitim. Derfor opfordrede vi vort folk til at boykotte valget. Vi værdsætter, at over 50 partier boykottede valget, og vi opfordrer alle politiske partier, der afviser at deltage i den ”politiske proces”, til at gå et skridt videre frem og gå sammen i en politisk front, der omfatter alle kræfter i den irakiske modstand.

De vestlige medier påstår, at der var en stor valgdeltagelse, og hylder valget som en succes for demokratiet. Er det ikke et nederlag for de kræfter, der boykottede valget?

Det er klart, at de imperialistiske massemedier fejrer valget som en sejr for USA. De gjorde det samme i Afghanistan, hvor valget i virkeligheden kun fandt sted i Kabul. Den danske udenrigsminister Per Stig Møller var mere nøgtern i en udtalelse, hvori han sagde, at et sådant valg er bedre end slet intet valg. Det kommer heller ikke som nogen overraskelse for os, at EU deltager i det kor og er villig til at forhandle med den regering, som er blevet ”legitimeret” ved valget. EU er også sammensat af imperialistiske kræfter og deres modsætninger med USA er kun midlertidige og sekundære.

Men hvordan kan man tale om en succes, hvis hele den indflydelsesrige sunnimuslimske minoritet næsten fuldstændigt boykottede valget? Der er blevet registreret en total boykot i mange byer, for eksempel Diala, Baquba, Anbar, Falluja, Samarra, inklusive hele dele af Bagdad som Adamiya, Amariya og Sadr City med dens to millioner indbyggere.

Dagen efter valget påstod Allawi-regeringen, at valgdeltagelsen havde været 70 procent. Næste dag var den 60 procent, og i dag har man trukket yderligere i land, så stemmedeltagelsen nu er på 50 procent. Vi får at se, om Allawi-styret vil indrømme 40 eller endda 30 procent deltagelse.

Vi er nødt til at huske på, at USA organiserede et revolverdemokrati. Amerikanerne truede på mange måder irakerne til at stemme. Irakerne har været vant til at få deres rationeringskort inden udgangen af hvert år. Men denne gang udsatte Allawi-regeringen udstedelsen af kortene indtil valget og kombinerede denne med stemmeafgivningen. Altså: Ingen stemme, ingen mad. For mange mennesker er FN’s madprogram den eneste måde, hvorpå de kan overleve. Men man brugte også mere direkte og brutale metoder. Fremtrædende folk fra Rådet af Muslimske Lærde (der omfatter både sunnitter og shiitter og repræsenterer mere end 3000 moskeer i Irak, o.a.), der opfordrede til boykot af valget, modtog dødstrusler. Faktisk er seks af rådets medlemmer blevet myrdet. Mange personligheder i Sadr-bevægelsen blev fængslet for at presse dem til at deltage i valget.

Hvordan vil valget påvirke modstanden?

Jeg vil svare ved at skitsere de to modsatrettede strategier i Irak, modstandsbevægelsens strategi og besættelsesmagtens. Mens det i de sidste to år er lykkes for den irakiske modstandsbevægelse at marginalisere alle institutioner, der er blevet oprettet af besættelsesmagten, og polarisere det politiske landskab i Irak, så er besættelsesmagten fuldstændigt mislykkes med at finde pålidelige allierede i Irak. Så den irakiske modstandsbevægelse vil fortsætte med at kæmpe for sine to hovedmål: Først befrielsen af Irak og genoprettelsen af irakisk uafhængighed og derefter opbygningen af et forenet og demokratisk Irak for alle.

Sheik Jawad al-Khalisi opfordrede også til boykot af valget, og han deltog ydermere i den demonstration, som du indkaldte til her i Porto Alegre. Hvorfor er det ikke lykkes at danne en politisk front med ham?

Vi værdsætter meget denne valgboykot og hans deltagelse i vores mobilisering til støtte for den irakiske modstand. Med al respekt for Rådet for Muslimske Lærde så mener vi ikke, at det er nok. Vores uenighed drejer sig om to spørgsmål.

For det første søger Rådet for Muslimske Lærde efter en international politisk løsning på besættelsen på trods af den irakiske løsning, som er blevet lagt frem af den irakiske modstand. Den anden uenighed er intern. Efter to års besættelse har vi stærkt behov for en politisk front for den irakiske modstand. Dette betyder foreningen af alle politiske kræfter, der fortsat er uden for den ”politiske proces”, som er igangsat af besættelsesmagten, i én politisk modstandsfront.

Mens den væbnede modstand er enorm og konsolideret, så er den politiske front stadig ikke til stede. Al-Khalisi og de andre medlemmer af rådet tøver fortsat med virkeligt at arbejde for denne front, fordi de har modvilje mod Baath-partiets deltagelse i fronten. Men vi mener, at tiden ikke nu er til at opdyrke gensidige konflikter mellem kræfterne i modstanden. Rådet for Muslimske Lærde kan ikke tale om betingelsesløs støtte til modstandsbevægelsen og samtidig nægte denne støtte til Baath-partiet, som er den største patriotiske kraft og den stærkeste militære og politiske del af den irakiske modstandsbevægelse.

Vi håber virkelig, at rådet, som vi betragter som bestående af overbeviste irakiske patrioter, hurtigt og ærligt vil genoverveje sin position og begynde at samarbejde med os omkring dannelsen af den nødvendige politiske modstandsfront. Vi har behov for en historisk og politisk refleksion over de sidste 35 år i form af en freds- og forsoningskommission. Men vi mener ikke, at tiden nu er til det på grund af besættelsesmagtens tilstedeværelse i Irak. Vi må fjerne alle politiske forhindringer for foreningen af vores kamp for at gøre en ende på besættelsen.

I en workshop under WSF angreb du politisk dine landsmænd Amir al-Rikabi og Ibrahim al-Saqban. Hvorfor?

Det var nødvendigt for mig at besvare deres analyse af situationen i Irak, som efter min mening er grundlæggende forkert. Vi må ikke glemme, at emnet for debatten var, hvordan besættelsen af Irak kan afsluttes. Al-Rikabi holdt en velformuleret teoretisk tale og argumenterede heri for en ny definition af besættelse, ifølge hvilken et nyt politisk projekt med en ny patriotisme er nødvendigt. Al-Saqban, der er repræsentant for Iraks Kommunistiske Parti-Central Ledelse, mente, at besættelsens afslutning bør vente, indtil alle religiøse og etniske grupper i Irak er forenet.

På samme måde ønsker al-Rikabi først demokrati og derefter befrielse. Begge udtrykte ingen klar støtte til den irakiske modstand. Tværtimod forsøgte de at dæmonisere den ved at hævde, at den irakiske modstand går efter civile og består af udenlandske kæmpere. Dette fik al-Khalisi til selv at tage mikrofonen og understrege, at den irakiske modstand er bred og folkelig og skal støttes. Al-Rikabi og co. følger en skjult dagsorden, som er en FN-løsning med støtte fra det internationale samfund. Det betyder, at de legitimerer aggressionen og imperialistiske troppers tilstedeværelse i Irak. Hvor denne gruppe af mennesker deltager (WSF, Europas Sociale Forum osv.), så er det dette perspektiv, som de fremsætter.

De snakker heller ikke om hverken aggression eller imperialisme. Og vi kan ikke se, at de gør noget som helst seriøst forsøg på at forene modstandskræfterne i Irak. De fokuserer stadig på Saddam Hussein og Baath-partiet, hvis ledere for de flestes vedkommende er i fængsel. Imens har USA holdt vores land besat i næsten to år.

For Iraks Patriotiske Alliance er den irakiske modstandsbevægelse det irakiske folks eneste legitime repræsentant. Enhver politisk løsning, som ikke baseres på denne grundlæggende kendsgerning, er dømt til at mislykkes. De sidste to år har klart bevist dette. Seks regionale og internationale konferencer, der påstod at ville bringe en politisk løsning i Irak, men i virkeligheden forsøgte at splitte og besejre den irakiske modstand, er ynkeligt slået fejl.

I WSF’s sluterklæring opfordres til en international aktionsdag den 19.-20. marts for at protestere imod krigen mod og besættelsen af Irak. Viser dette ikke, at WSF er et brugbart kampredskab?

WSF erklærer ingen steder sin støtte til den irakiske modstand. Og det er i dag det fundamentale spørgsmål. I mange debatter har vi set, at der blandt brasilianske og også internationale deltagere er en velvillighed til at støtte den irakiske modstand. Men WSF’s ledelse er enerådende og involverer ikke masserne, basis. Derfor repræsenterer erklæringen heller ikke den position, som kom frem i Porto Alegre. Ledelsen er mere og mere bange for den øgede kløft mellem folkenes interesser og den selv. Derfor kunne den ikke gøre andet end at opfordre til en international aktionsdag. Kun ved at gøre sådan kan den undgå et klart budskab mod imperialistisk besættelse og til støtte for den irakiske modstand. Der er to fronter i den igangværende krig i Irak, og man er nødt til at vælge side.

Artiklen på engelsk
“First national liberation, than democracy”

Original article
Interview with our Comrade from the Iraqi Patriotic Alliance
www.albashrah.net

Porto Alegre, Brasilien
1. februar 2005

Let forkortet og oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak

- End -