Latinamerika
 

Jeg har overlevet tortur

I et land, hvor bødlerne stadig går fri

Af Tito Tricot
2. dec. 2004

Tito Tricot er sociolog, direktør for Center for Interkulturelle Studier, Ilwen, Chile

Chilenere med billeder af forsvundne ofre for det amerikansk-støttede Pinochet-diktatur i Chile
(London 1999)

Ingen kan rigtigt forstå, hvad det vil sige at blive tortureret før det skæbnesvangre øjeblik, hvor man finder sig selv nøgen, med bind for øjnene og bundet fuldstændig sine fangevogteres vold. Hele dit liv er begrænset til det skrøbelige øjeblik, hvor mørket bliver din fjende og på samme tid din eneste allierede, et tilflugtssted bort fra galskaben. Der er hverken fortid eller fremtid, kun nutid med skrig, raseri og afmagt, hvor du finder dig selv forsvarsløs overladt til bødlens raseri og kulde. Du ved aldrig, hvornår han vil slå, råbe, sparke, hænge, give dig elektriske stød eller dræbe dig. Du venter i mørket, uden at kunne orientere dig, prøver at gætte hvorfra det næste slag vil komme, dit mod smutter ud af din tørre mund, mens du håber, at dine knogler holder til de ustandselige slag. Du prøver bare at holde dig i live, ånder desperat efter hvert elektrisk stød, fordi du skriger så meget og så højt at selv hele jordens luftforsyning ikke slår til til dig. Men du fortsætter med at skrige midt i en eksplosion af tusind farver, som brænder dit kød og ryster din krop. Du kan ikke kontrollere elektriciteten, du kan ikke tæmme elektriciteten, men midt i den forvirrende storm af gnister og dødsrallen kan du drømme om grønne enhjørninger og den første gang du elskede lige ved siden af havet. Så bliver det lidt lettere at drømme om den dag, hvor intet menneske nogensinde vil torturere noget andet menneske, bare fordi han mener noget andet.

Desværre, i dag 30 år senere, er jeg ikke sikker på, at det aldrig vil ske igen i mit hjemland. Fordi selvom det for første gang i de 30 år er blevet officielt erkendt, at tusinder af chilenere blev torteret af militærdiktaturet, så er der ikke sagt et eneste ord om at stille disse bødler for retten. Derfor, hvad vil hindre dem i at gøre det igen ? Efter et års arbejde afleverede en speciel kommission, nedsat af den chilenske regering efter pres fra menneskerettighedsorganisationer, en rapport om Tortur og Politisk Fængsling i Chile under det militærdiktatur, som styrede landet mellem 1973 og 1990. Sandheden er, at det var en offentlig hemmelighed, at mindst 300000 chilenere var blevet tilbageholdt og tortureret i den periode, rapporten gør kun denne kendsgerning officiel; selvom kun 35000 personer kom frem og vidnede for kommissionen. Mange af dem, der ikke vidnede har stadig angst, når de husker, eller de tror simpelthen ikke på kommissionens arbejde.

35000 torturerede personer, hvis navne er optegnet i rapporten, men ikke et eneste navn på nogen af torturbødlerne er med. Vi kender navnene, vi ved, hvor de torturerede, og vi ved, hvilken gren af de væbnede styrker de tilhører, derfor er der overhovedet ingen gyldig grund til at tilbageholde deres navne. Det er en krænkelse mod ofrene for undertrykkelsen, mod alle de forsvarsløse mænd og kvinder, mod de 90 børn der blev tortureret, mod dem, der døde under torturen og mod de af os, som overlevede, at være tavs, mens torturbødlerne ler når de læser rapporten. For der er ingen tvivl om, at de nød, hvad de gjorde, de nød menneskelig lidelse, de nød at gennemtæske folk, at skræmme folk, at henrette folk. Ingen har fortalt mig det, jeg var der, jeg ved, at de nød at knuse knogler og at voldtage kvinder i alle aldre. De elskede den magt, de havde over andre mennesker i 17 år.

Tortur i Abu Ghraib, Irak:
Forbindelsen er USA

Torturkammerets rædsel vil aldrig forsvinde, militæret torturerede ikke bare individer, men selve nationens sjæl. De torturerede ikke bare nogen i nogen timer eller nogen få dage, de ødelagde deres liv, for evigt. Det var en forbrydelse mod menneskeheden og de ansvarlige for denne forbrydelse må bringes for retten, de kan ikke bare slippe ustraffet. Det er ikke nok, at militæret for første gang indrømmer, at de faktisk torturerede, fordi det vidste vi allerede. Det er heller ikke nok, at de udtrykker deres bedrøvelse over det, der skete eller beder om forladelse - hvad de aldrig har gjort - for den eneste acceptable vej er, at retten taler. Hver eneste af dem, der torturerede må retsforfølges og dømmes til fængsel.

Regeringen har udtalt, at den værdsætter hærens mod udvist ved at indrømme, at torturen var institutionaliseret praksis. Hvordan kan det blive modigt at indrømme det selvklare efter 30 års løgne ? Det skammeligt for præsident Ricardo Lagos at udsende en sådan udtalelse. Det er også skammeligt, at regeringen har foreslået at kompensere torturofrene med en livstidspension på kun 180 USD/måned. Smerte kan ikke måles i penge, men, den magre sum fornærmer snarere end kompenserer for 30 års lidelser. Det er endnu mer fornærmende, når finansministeren påpeger, at disse pensioner vil koste regeringen 60 millioner USD/år og at det vil medføre "pinefulde budgetreguleringer". Eller sige, som præsidenten gjorde, at med denne mængde ressourcer igennem 10 år, kunne regeringen bygge en helt ny motorvej. Så, ikke alene blev vi torturerede, men vi skal også føle os skyldige over den kendsgerning, at vi nu får penge, der berøver vore landsmænd en motorvej !

Hvorfor ikke sammenligne disse 60 millioner USD med militærbudgettet ? Flåden får 5 nye krigsskibe fra Holland; Luftvåbnet får nye F-16 fra USA. Er disse krigsmaskiner mere vigtige end at hjælpe torturofre, hvis liv blev ødelagt, af netop de mennesker, der vil komme til at bruge [de nye krigsmaskiner].

Kendsgerningen er, at rapporten taber en væsentlig og grundlæggende del at sin historiske gyldighed, hvis den reducerer kompensationen til økonomisk hjælp, selv hvis de bebudede pensioner skulle blive forhøjet af parlamentet. Den eneste sande og acceptable kompensation for torturofre er retfærdighed.

Oversat af Orla Jordal - www.jordals.dk - som en public service.

Originalen: http://207.44.245.159/article7400.htm

Se også
Torture in Iraq and Chile: The United States Connection
by Tito Tricot

Tito Tricots krav er ganske rimelige - og nødvendige - og må gælde for hele verden. Torturbødler bør kunne stilles for retten i et hvilket som helst land, også for forbrydelser begået i andre lande.
Orla.

- End -